Trykt i Weekendavisen
Uddannelse bag tremmer
At studere fra et fængsel kan kræve mere end almindelig viljestyrke. En langtidsfange har brugt lige så lang tid på at kæmpe med fængselsmyndighederne som på studierne. Sikkerheden står nogle gange i vejen for uddannelsen. Det kan dræbe motivationen, og en snes studerende fra Københavns Universitet har iværksat et netværk, som skal hjælpe de indsatte i de danske fængsler med at gennemføre en uddannelse. Samtidig har Kriminalforsorgen indledt en hårdt tiltrængt forskning på området. Man ved nemlig ikke så meget om, hvad der skal til for at hindre ny kriminalitet efter afsoning. Af Charlotte Bach Den 6. februar 2006 er en dato, som den 44-årige langtidsfange Kate Maria Vinther ikke glemmer. Klokken 11.15 den dag indledtes en forelæsning på Københavns Universitet i litteraturvidenskab med bl.a. de franske forfattere Flaubert og Bourdieu. Kate Maria Vinther deltog for første gang personligt. Hidtil havde hun måttet følge forelæsninger fra sin celle i statsfængslet i Ringe, et lukket fængsel for kvinder og unge mænd. Det havde kunnet lade sig gøre, fordi en studiekammerat fik optaget forelæsningerne på video og sendte dem til den fængslede studerende. Fra februar i år fik Kate Maria Vinther, der i dag sidder i det åbne fængsel Horserød, frigang, dvs. hun kunne følge undervisning uden for fængslet to gange om ugen. Hun afsoner en dom fra 2001 på 12 års fængsel for narkokriminalitet. Hun blev anholdt i Costa Rica, og i år har hun afsonet halvdelen af tiden, hvilket kan give mulighed for frigang til f.eks. uddannelse. Sådan er reglerne for langtidsfanger med en dom på otte år eller mere. Ud af Danmarks knap 4.000 indsatte skønner Kriminalforsorgen, at 5-6 indsatte starter på en videregående uddannelse om året. Omkring halvdelen af de indsatte er under 30 år og har oftest hverken ungdoms- eller videregående uddannelse. Ca. 25-30 indsatte læser HF som selvstudium i lukkede fængsler over hele landet, og i Vridsløse Statsfængsel er oprettet en HF-klasse på 15-18 elever. Størst tilgang er der til den forberedende voksenundervisning, dvs. niveauet under 9. klasse, som 339 indsatte gennemførte i skoleåret 2004-2005. Samme år gennemførte 135 indsatte, hvad der svarer til en 9. eller 10. klasse, og 276 gennemførte et kortvarigt AMU-kursus som f.eks. køkkenassistent, kok eller rengøringsassistent. En bachelor i litteraturvidenskab hører absolut til undtagelserne, og Kate Maria Vinthers uddannelsesforløb fra fængslet har været brydefuldt i en grad, så studerende fra Københavns Universitet har etableret et netværk, hvor de hjælper danske indsatte med at tage en videregående uddannelse. Men først historien om Kate Maria Vinther og hendes vej til en bachelor. I Statsfængslet i Ringe er der fem-seks uddannelsespladser (HF, højere læreanstalt eller købmandsskole) til ca. 90 fanger. Her tog Kate Maria Vinther sin HF som en af de få, der gennemførte. Hun fortæller, hvordan de fik undervisning i nogle af fagene, men selv måtte læse det meste. Kate Maria Vinther oplevede, hvordan de unge fyre omkring hende stoppede - en efter en. "De kunne ikke sidde alene i studielokalet og læse - mange var læsehæmmede. Undervisningen foregik i få timer om ugen. Enkelte undervisere var dygtige, men de kunne ikke løfte byrden alene. Jeg har set unge indsatte, der mistede koncentrationsevnen og handleevnen. De savnede motivation og støtte til at komme videre, enten med uddannelse eller behandling", fortæller hun. Da hun ville gå videre med et universitetsstudium, blev hun optaget på Københavns Universitet, men fik nej fra ledelsen i Ringe. Det kunne ikke lade sig gøre rent praktisk, mente man. Kate Maria Vinther kæmpede i fire måneder for sin tilladelse. En anden leder gik til sidst ind i diskussionen, og tilladelsen blev givet. Men da var første semester gået. I næste semester fik hun en studiekammerat til at optage forelæsningerne på video og sende dem til hende i Ringe. Hun måtte dog ikke selv håndtere dem. Videomaskinen var forsynet med hængelås, og hver gang et bånd var spillet til ende, måtte Kate Maria Vinther ringe efter en fængselsfunktionær, der skulle låse op og sætte et nyt bånd på. På den måde kunne en forelæsning på to timer tage en hel dag. Adgangen til Internet beløb sig til en halv time om ugen. Men hun havde en pc i sin celle. Københavns Universitet har været fleksible og udsat prøver, opgaveafleveringer og indskrivninger til eksamen, så Kate Maria Vinther kunne få en chance. Planerne er ofte blevet væltet omkuld af fængselsadministrationen, men universitetet har hele tiden sammenstykket nye semesterplaner og givet dispensation for den studerende langtidsfange. Selv har hun holdt modet oppe ved at fokusere på uddannelse. Det har været hendes redningsplanke og livlinen til verden udenfor. Hun har formået at bevare sin koncentrationsevne og fordybet sig i bøgerne, som hun selv har skullet købe for sine ugepenge, og som der ofte gik lang tid med at få fat på. Men i 2004 væltede hendes verden. Hun var netop begyndt på Københavns Universitet og var blevet overført til det åbne fængsel i Horserød, men efter en lille måned blev hun uden forklaring overført på ubestemt tid i Kolding Arresthus."Jeg vidste ikke hvorfor, eller hvor lang tid jeg skulle sidde i det, jeg opfattede som isolation, og jeg var nægtet opkald til advokat og familie og kunne ikke kontakte fængslets fællestalsmand. Jeg gik i panik for første gang under min afsoning. Uddannelsen var der totalt slukket for", fortæller Kate Maria Vinther.
Hun var blevet omfattet af den såkaldte rockerlov fra 2002, som giver fængslerne ret til at overflytte fanger fra åbne til lukkede fængsler, uden at de har krav på en begrundelse eller krav på at få indgrebet prøvet ved en domstol. Loven anvendes, hvis de indsatte har overtrådt reglerne f.eks. ved at true eller ved flugtforsøg og narkobesiddelse. Kate Maria Vinther har siden fået oplyst, at man frygtede, hun ville flygte fra Horserød. Efter fire måneder kom hun tilbage til Ringe Statsfængsel. Hun og måtte begynde forfra med at bede en studerende fra universitetet om at optage forelæsninger. Nye studieplaner. Nye dispensationer. Kate Maria Vinthers historie og lange og ihærdige kamp med fængselsledelsen for at få lov til at studere blev bragt i Universitetsavisen sidste år, og den artikel blev årsag til, at to studerende gik i aktion for at hjælpe indsatte med at tage en videregående uddannelse. Lea Fuglsang studerer socialgeografi på Københavns Universitet og er initiativtager til netværket, der kobler indsatte studerende sammen med studerende udenfor. De fungerer som mentor og sparringspartner, ja som et helt studiemiljø for den indsatte. Lea Fuglsang kunne ikke få oplyst, hvilke fanger der studerer, så hun sendte brev til en række fængselspræster med sit forslag og fik ad denne vej kontakt til nogle studerende i Vridsløselille, Jyderup, Horserød og Ringe Statsfængsel. Fængselsledelserne har været positivt indstillet over for Lea Fuglsangs idé, og foreløbig er fem studerende i gang med at hjælpe indsatte til enten en HF eller en videregående uddannelse. Der er oprettet en database, hvor 25 studerende fra Københavns Universitet har skrevet sig på. Det er Lea Fuglsangs håb, at netværket vil brede sig til hele landet. "Jeg er rystet over, at det skal være så svært at tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, når man sidder i fængsel. Der er problemer med at få en uddannelsesplads og med at få adgang til en computer i et lukket fængsel. Der er problemer med det administrative, både i forbindelse med fængsel og læreanstalt. Sikkerheden kommer først, og selv om en indsat i princippet kan vælge mellem arbejde og uddannelse, er uddannelsen forbundet med store praktiske og administrative problemer samt en træghed i systemet, der kan dræbe en spirende motivation", siger Lea Fuglsang. Hun peger på uddannelse som en af løsningerne, hvis fangerne ikke skal havne i ny kriminalitet, når de kommer ud. Det gør knap 40 procent af de indsatte, viser tal fra Kriminalforsorgen. Der mangler en uddannelseskultur i fængslerne, mener Lea Fuglsang. Historiestuderende Jonas Bals hjælper en indsat i Vridsløselille, der også læser historie. Både fagligt og praktisk har den indsatte kunnet drage nytte af Jonas Bals, men han har en streng tidsplan. Den rækker kun til undervisningen, og når de andre studerende bagefter diskuterer det faglige, må han tage tilbage til fængslet for at overholde tiden. Jonas Bals har også arbejdet med indsattes forhold i Norge, hvor han kommer fra, og han har taget kurser i fængselshistorie. "Jeg har set, hvordan de indsatte bliver medicinafhængige og lider af stress og koncentrationsbesvær. De får ødelagt deres sociale kompetencer og vil have svært ved at fungere i verden udenfor. At være indespærret er langt værre, end folk tror. I fængslet betragtes alle fanger ens, men de har ofte ikke fælles referenceramme. Det er et mærkeligt fænomen at sætte folk i fængsel. En afstumpet opfattelse af mennesket. Vi straffer for straffens skyld i stedet for at se på de omstændigheder, der medfører, at folk kommer i fængsel", siger Jonas Bals. De indsatte, som Lea Fuglsang og Jonas Bals hjælper med at tage en uddannelse, skal virkelig ville det. De skal bruge deres besøgstid på den studerende udefra i stedet på familien. Det er ikke rimeligt, at det skal være så svært at uddanne sig i fængslerne, mener de to studerende, som i øvrigt selv må betale for transport til og fra fængslerne. De skal i gang med at søge fonde om midler til transport, undervisningsmaterialer, bøger m.v. De vil også prøve at få de 25 studerende, der har meldt sig i databasen, til at søge penge, indsamle brugte bøger og sætte indsamlingskampagner i gang i kantinerne. For at få fat i flere indsatte studerende, udarbejder de en brochure, som socialrådgiverne i fængslerne kan dele ud. Både Lea Fuglsang og Jonas Bals forbliver kontaktpersoner og studiehjælpere for fanger - også når de selv er færdige med deres studier. De drives af deres indignation over de dårlige og demotiverende forhold for indsatte, der ønsker at uddanne sig. "Selv om fængslerne skulle blive bedre til at administrere det praktiske, så går fangerne glip af det faglige miljø. Derfor bliver vi aldrig overflødige", siger Lea Fuglsang. Hun har haft kontakt med Kate Maria Vinther og har skaffet hende en litteraturstuderende, der har været en stor hjælp for langtidsfangen og hendes bacheloropgave. Hun har siden februar i år siddet i det åbne Horserød Statsfængsel og har kunnet følge undervisningen på universitetet to gange om ugen. En kolossal forbedring sammenlignet med forholdene i Ringe. Beskæftigelsesleder ved Ringe Statsfængsel, Marianne Krammer, må ikke udtale sig om enkelttilfælde og kan derfor ikke kommentere Kate Maria Vinthers forløb. Men hun bekræfter, at HF enkeltfag foregår som selvstudium med to undervisningstimer pr. fag i tre fag om ugen, samt at der til 86 indsatte er ca. seks uddannelsespladser til HF eller højere læreanstalter. Der er ingen venteliste, understreger hun. Halvdelen af de indsatte undervises på folkeskoleniveau, og til disse kurser kan der være ventelister. De indsatte i Ringe bliver testet for egnethed, før de kommer i skole. I lukkede fængsler må man ikke have videomaskine eller videobånd i sin celle på grund af indsmuglingsrisiko, og alle bånd skal visiteres. Det er grunden til, at Kate Maria Vinther havde hængelås på sin videomaskine. Skolegang og uddannelse i fængsler er underlagt det sikkerhedsmæssige, og alle kan ikke få den uddannelse, de ønsker. F.eks. er undervisning i kemi og fysik udelukket ligesom de mange linjer fra teknisk skole ikke kan tilbydes i lukkede fængsler. I Kriminalforsorgen medgiver Jens Frederik Kragholm, der er chefkonsulent for undervisning og beskæftigelse i de danske fængsler, at undervisningen kan variere lidt fra fængsel til fængsel. "Undervisningen i fængslerne følger den samme centralt fastlagte lovgivning som al anden voksenundervisning. Samme prøver, samme bedømmelsessystem. Hvis ikke en indsat kan få frigang til at deltage i de uddannelsestilbud, der tilbydes ude i samfundet, er der selvfølgelig ikke så mange hylder at vælge fra. Men i alle fængsler kan de indsatte deltage i undervisning på folkeskoleniveau", siger han. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 38 har alle indsatte pligt og ret til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet. I § 39 hedder det videre, at valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold, og at der så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget ønske. På grundlag af en samtale, en vurdering og den indsattes egen lyst træffes den endelige beslutning mellem uddannelsesvejlederen, den indsatte og en socialrådgiver, som ideelt set bør være enige. Planen for den indsatte justeres med faste mellemrum. Tiden kan være delt mellem undervisning, beskæftigelse eller behandling. Men sikkerhedsmæssige forhold kan til hver en tid komme i vejen for intentionerne i de to paragraffer, påpeger Jens Frederik Kragholm. "I princippet er alle sikret adgang til en uddannelse. Men behandling går forud. Man skal fungere fysisk og socialt, før man kan indgå i undervisning", siger han. Undervisningsleder Kaj Raundrup fra Kriminalforsorgen fremhæver den svære balancegang mellem straf og frihedsberøvelse på den ene side og støtte og motivation på den anden. I hvert tilfælde skal risikoen ved en frigang vurderes. Desuden spiller retsfølelsen en stor rolle. Hvornår kan man tillade en fange at få frigang? Hvornår er der frihedsberøvet nok? spørger han. Kaj Raundrup påpeger vigtigheden af at planlægge uddannelsen for langtidsfanger rigtigt. Hvis en indsat med en lang fængselsdom bliver færdig med f.eks. en HF og ønsker at gå videre, før der gives mulighed for frigang, kan det virke demotiverende at skulle gå videre med et fjernstudium. En undersøgelse fra 1986 viser, at frigang og undervisning kombineret med flere tiltag giver et lavere recidiv, altså et fald i ny kriminalitet efter løsladelse. Så burde sagen være klar: masser af uddannelse, andre initiativer og frigang til alle indsatte. Men nej, så enkelt er det ikke. Vil man måske synes, det er rigtigt, at overfaldsmanden sidder på skolebænk med ens søn, en måned efter, at han blev dømt for vold mod sønnen? spørger Kaj Raundrup. Retsfølelsen er således en vigtig del af hele spørgsmålet om straf og uddannelse i fængslerne. En af de mest erfarne på dette område er Ole Ingstrup. Han var i otte år direktør for Kriminalforsorgen i Canada, og han har medvirket til, at tilbagefaldet til ny kriminalitet efter løsladelse blev halveret fra 30-35 procent årligt til 12-15 procent. Her var tale om indsatte med en dom på to år eller mere. Ole Ingstrup foranledigede analyser af sammenhængen mellem de indsattes behov og resocialiseringsprogrammer. Man havde i Canada i 1980erne været påvirket af det amerikanske fængselssystem, dvs. sikkerhed og opbevaring frem for alt, og man havde kun få og tilfældige resocialiseringsprogrammer. Ingstrup fik sat gang i en lang række initiativer, som foruden undervisning bød på kognitive programmer, dvs. ændring i tænkemåde, vredeshåndtering, programmer for seksualforbrydere, misbrugsrelaterede programmer og motiverende samtaler. Mange af de stærke fanger ville ikke erkende, at de havde brug for hjælp, men deltagelse i programmerne blev gjort obligatorisk, og hvis man ikke deltog, blev man ikke anbefalet til prøveløsladelse eller til et lavere niveau af sikkerhed. Undervisningsmæssigt var målet, at alle nåede 10. klasse-niveau inden løsladelse. I stedet for at fokusere på den fængselsmæssige sikkerhed fokuserede Ole Ingstrup på den samfundsmæssige sikkerhed. "Når recidivet falder, vil et antal borgere undgå at få ødelagt deres liv, enten som ofre eller som pårørende til ofre, og samfundsøkonomisk spares der på fængselsudgifterne, når færre ryger ind igen. Men kriminalforsorg står ikke øverst på politikernes dagsorden i denne tid med stigende fokus på ældrepleje", siger Ole Ingstrup. Selv om det danske fængselsvæsen har adopteret en stor del af Ole Ingstrups tankegang og programmer, kan han godt frygte, at det danske recidiv vil stige over de nuværende 37 procent.. Retorikken fra regeringens mund har gennem flere år lydt på længere straffe og mere indespærring, selv om al forskning viser, at det ikke er vejen til resocialisering. Hvad skal der så til? I en dugfrisk rapport om fængselsundervisning i Danmark, udarbejdet af adjunkt Peter Koudahl fra Danmarks Pædagogiske Universitet - på foranledning af Kriminalforsorgen - anbefales det, at man kommer i gang med en række undersøgelser af, hvordan fængselsundervisning kan bidrage til et lavere recidiv. Peter Koudahl opfordrer til, at man kortlægger, hvilke kvalifikationer, der især er vigtige hos lærerne i fængslerne, at samarbejdsrelationerne bliver belyst mellem lærerne og de øvrige faggrupper i fængslerne, og at man opsamler de indsattes erfaringer med henblik på at kunne optimere undervisningsudbudet. Der eksisterer ikke tilgængelig viden om, hvorvidt fængselsundervisningen har længerevarende effekt for de indsatte, eller om den primært har betydning for de indsatte, mens de afsoner deres fængselsstraf. Denne manglende viden fører til en latent usikkerhed hos lærerne om, hvori det vigtige i deres arbejde består, skriver Peter Koudahl. Værre er det, at lærerne ind imellem opfatter det meget centrale samarbejde med andre faggrupper i fængslerne som vanskeligt og usmidigt. Lærerne prøver at betragte de indsatte som hele mennesker, men ikke alle fængselsbetjente deler den opfattelse. Mange ser først og fremmest de indsatte som fanger, erfarer Peter Koudahl fra interviews med de indsatte. Kate Maria Vinther kunne ikke være mere enig. Kriminalforsorgen har fået midler fra Undervisningsministeriets samarbejdskontor til at gå videre med forskning i, hvad der virker, og hvad der ikke virker angående uddannelse af indsatte og recidiv. Tanken er, at man i de fire nordiske lande skal oprette en fællesnordisk database, så man kan sammenligne og bruge hinandens resultater. I mellemtiden har langtidsfangen Kate Maria Vinther lagt sag an mod hele systemet i protest over det forløb, hendes afsoning har haft.