Trykt i Kr. Dagblad

Dårlige læsere lades i stikken

Når nationen går i koma over internationale læseundersøgelser, der placerer Danmark på linje med Nicaragua, har vi os selv at takke for det. Danmark mangler i katastrofal grad et fagdidaktisk forskningsmiljø i læseindlæring. Desuden kan forældre, pædagoger og lærere samarbejde om barnets læsning i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Så redskaberne er der, mener professor Carsten Elbro fra Københavns Universitet.

Af Charlotte Bach

110 ord i minuttet. Så hurtigt går det på danske undertekster til udenlandske film og programmer. Kan man ikke nå at læse ordene med den hastighed, der kræves for at forstå dem, så har man vanskeligheder med funktionel læsning.

   Dette er ét tegn på læsevanskeligheder ifølge Carsten Elbro. Han er professor på Københavns Universitet, hvor han forsker i de sproglige forudsætninger for at lære at læse. Ifølge Carsten Elbro kan der være mange grunde til, at man ikke kan følge med i underteksterne på TV eller i biografen. Ordblindhed er den mest veldefinerede. Ordblinde har lige fra skolestart svært ved at lære skriftens alfabetiske princip, dvs. hvordan man sætter to eller flere bogstaver sammen og danner lyde og ord.  Mange ordblinde blive rimelig gode læsere inden for deres emne eller genre, og  en stor del af voksne med læsevanskeligheder er ordblinde i større eller mindre grad.

   Et dårligt ordforråd kan også være skyld i læsevanskeligheder. Det har intet med ordblindhed at gøre, men skyldes mangel på basal viden om ordene og måske også om verden.

   - Når man læser en tekst, er der meget, der forudsættes underforstået. Hvis man ikke kan skabe en passende ramme for forståelsen eller har svært ved at aktivere sin egen viden om tekstens emne, giver teksten ingen sammenhæng eller mening, forklarer Carsten Elbro.

   Manglende erfaring i genrer eller huller i genrekendskab kan også give læseproblemer. Hvad er det f.eks., der står i brevet fra forsikringsselskabet, fra banken, fra told og skat eller fra kommunen? Kan man forstå et skema med priser og hotelkategorier fra et rejsebureau? Lærebøger i tagkonstruktioner, medicin eller jura er eksempler på meget forskellige genrer. Jo flere genrer man kan begå sig i, jo dygtigere en læser er man.

   Det store spørgsmål er, hvor mange dårlige voksne læsere, der findes i Danmark. Ifølge Carsten Elbro varierer dette tal alt efter, hvordan man definerer læseproblemer, og hvordan man spørger. Han har været med til at foretage en undersøgelse af læsefærdigheden hos voksne, der i forsøget modtog avistekster, foldere, tabeller og udfyldningskort, typisk girokort. Forsøget viste, at 12 procent havde problemer med halvdelen eller flere af disse tekster. Det svarer til 420.000 personer ud af de tre en halv million danskere mellem 18 og 65 år.

   I 2000 deltog Danmark i en international læseundersøgelse arrangeret af OECD. Undersøgelsen viste, at mellem 36 og 46 procent af de voksne danskere var dårlige læsere. Den senere nok så omtalte PISA-undersøgelse har vist, at 18 procent går ud af folkeskolen uden de nødvendige kundskaber, heriblandt læsning. Disse tal giver Carsten Elbro ikke så meget for.

   - Ingen af undersøgelserne har leveret ordentlig dokumentation for, at de 36, 46 eller 18 procent faktisk har vanskeligheder med de tekster, de møder i virkeligheden. I øvrigt er det interessante jo ikke, om folk kan læse hvad som helst, men om der er sammenhæng mellem læsefærdighed og succes i uddannelse, siger Elbro, som har været med til at lave flere undersøgelser af dette, blandt andet af kortuddannede.

   Undersøgelserne viste, at de dårlige læsere blev trykkede i deres uddannelse, og at der er en klar sammenhæng mellem folks læsefærdighed og deres valg af uddannelse. Selvopfattelsen og selvselektionen bliver grundlagt i 1. klasse og holder sig hele vejen op gennem skolesystemet. Den dårlige læser vælger typisk en håndværksmæssig uddannelse med mindst mulig skolegang.

   - Her burde flere tekniske skoler kende deres besøgelsestid og oprette særlige hold for ordblinde og læsesvage, for der er jo ikke nogen uddannelser, som ikke kræver læsefærdighed. Nogle få tekniske skoler har gjort det, siger Carsten Elbro. Han tilføjer, at der blandt folk på overførselsindkomst er seks gange så mange dårlige læsere som blandt resten af befolkningen.

   Hans undersøgelser viste endvidere, at man godt kan have succes med uddannelse og arbejde, selv om man er en dårlig læser. Man bliver god inden for sin genre, men er til gengæld utryg ved forandring, forfremmelse eller efteruddannelse.

   Ifølge Carsten Elbro kan det relativt nemt forudsiges allerede fra 1. klasse, hvem der vil få vanskeligheder med at læse. Det kan der sættes ind over for. Allerede i børnehaven skal pædagogerne bruge deres viden om sproglig udvikling og lege med sproget: lege med rim og remser, synge Tri smi kinisiri osv. I børnehaveklassen gælder det lydlege, at finde de første lyde i ord, at bakke snavvendt - og bogstavlege, og i 1. klasse bliver det alvorligt. Her skal barnet lære at læse. De der ikke kan følge med, skal have særlig opmærksomhed.

   - Men her er det, at vi mangler det fagdidaktiske forskningsmiljø i Danmark. Hvordan underviser man bedst børn i at læse? På Danmarks Pædagogiske Universitet forskes der ikke meget i dette område. I Norge har man op mod 30 fuldtidsansatte forskere på Nasjonalt Senter for Lesing og Leseopplæring. Vi burde have en fagdidaktisk forpligtelse herhjemme, men Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet strides om, hvem der har kompetencen. Imens hænges Danmark i gabestok af OECD- og PISA-undersøgelser, og regeringen reagerer pr. rygmarv med at give eleverne flere tests. Det giver ikke nødvendigvis bedre læsere, siger Carsten Elbro.

   Han foreslår, at forældrene involveres langt mere aktivt i barnets læseudvikling end hidtil. At pædagoger og lærere giver hjemmet lidt lektier for som f.eks. sammen at klippe bogstaver ud af aviser og blade eller læse skilte i bybilledet. Endvidere at SFO involveres, og at hjemmet forbliver aktivt i læseundervisningen også i de højere klasser.

   - Sammen har forældre, pædagoger og lærere ansvaret for, at barnet når sine milepæle på læseområdet, og det kræver større samarbejde, hvis antallet af dårlige læsere skal bringes ned. Det kræver, at de involverede voksne tør sige til barnet, at det her altså bare SKAL læres, fastslår Carsten Elbro.