Skip to main content.

Efteruddannelse i udlandet

Trykt i Civiløkonomen

Tag ud og lær

 

Efteruddannelse er et livslangt projekt. Cand.merc. Bente Dahlgaard Mortensen, som er business development manager i Eltel Networks har som mål at efteruddanne sig en gang om året. Tag til de anerkendte udenlandske skoler, råder Civiløkonomernes uddannelseschef, for der får man de bedste undervisere, fagligt indhold på højt niveau, internationalt netværk og forbedrede sprogkundskaber.

 

Af Charlotte Bach

 

Det er ikke småting, hun har fået udrettet, siden hun forlod den fædrene gård i Odder og Handelshøjskolen i Århus, 30-årige Bente Dahlgaard Mortensen, cand.merc. i udenrigshandel. Man kan remse op fra en ende af: Ansvarlig for SICEF-messen, landsformand for Yngre Civiløkonomer, nuværende medlem af Civiløkonomernes bestyrelse, ansættelse i IT-selskab, ansættelse hos Københavns Energi, som hun var med til at privatisere en del af. Det var den udførende del af Københavns Energi, der blev udskilt som KE Partner, og som i dag er solgt til Eltel Networks. Leder af forretningsudvikling med ansvar for afdelingens økonomi, målstyring og medarbejdere. Og sidst men ikke mindst: uddannelsesophold på Henley Management College i England og Harvard Business School i USA.

Måske nok et curriculum, der kunne give en og anden fine fornemmelser. Men ikke Bente Dahlgaard Mortensen. Hun er rundet af landmandsæt, har begge ben på jorden og har været vant til at skulle yde, før man kunne nyde. Lommepenge skulle der arbejdes for, og for at bruge 1 krone, skulle man tjene 2 kroner først.

”Vi havde altid politiske diskussioner hjemme på gården, men jeg havde ikke lyst til at gå ind i politik. Det skulle være noget med forretning. Derfor begyndte jeg på Handelshøjskolen i Århus efter at have været et år i USA som aupair. Mens jeg lavede min hovedopgave, fik jeg arbejde i en IT-virksomhed, og det lå mig meget på sinde, at jeg skulle gøre opgaven færdig, så jeg kunne få min kandidatgrad”, siger Bente Dahlgaard Mortensen.

Hun er af den opfattelse, at det er fint med en uddannelse – den kan bruges til at få det første arbejde - men man skal hele tiden sørger for at vedligeholde og opdatere sin uddannelse – ellers går man i stå.

”Når man efteruddanner sig, hører man tingene på en anden måde, end det man er vant til. Problemstillingerne står i et nyt lys. Men det kræver erhvervserfaring at efteruddanne sig. Man skal have kendskab til en virkelighed, man kan hæfte teorierne op på, så man ved, hvad der er relevant, og hvordan det kan bruges. Efteruddannelse giver også ny inspiration gennem det netværk, man opbygger. Man hører om andres oplevelser, og hvordan de har klaret forskellige situationer”, siger hun.

Bente Dahlgaard Mortensen havde været i arbejde i halvandet år, da en kollega opfordrede hende til at søge et excecutive kursus på Henley med fokus på forandringsledelse. Da havde hun været med til at udarbejde ny strategi hos KE Partner og stod midt i arbejdet med at indføre strategien, der bl.a. indebar outsourcing af opgaver, fokus på nye områder og ikke mindst en ny organisationsstruktur i KE Partner.

”Kurset varede en uge, og det var lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Vi var ca. 20 danskere på kurset med vidt forskellig branche, baggrund og alder. Vi kørte den samme case hele ugen med samme gruppe og samme lærer, og da vi skulle fremlægge den sidste dag, kom en fax, som fuldstændig ændrede grundlaget for vores arbejde. Vi måtte i al hast finde en ny løsning. Det var forandringsledelse, der ville noget. Men sådan er det jo også i det virkelige liv”, siger Bente Dahlgaard Mortensen.

Fra da af fik hun for alvor øjnene op for de fordele, som dygtigt udformede kurser kan give såvel medarbejderen som virksomheden. Hun satte sig som mål  at hun ville på en eller anden form for efteruddannelse hvert år. Det kræver accept fra arbejdspladsen, både til at få fri og til at få kurset betalt. Under de årlige medarbejderudviklingssamtaler har Bente Dahlgaard Mortensen fået lavet nogle skriftlige uddannelsesaftaler med sin arbejdsplads, hvor både virksomhedens mål og hendes  personlige mål indgår.

”Kurset skal være af en sådan karakter, at begge parter vinder noget ved det. Virksomhedens og egne mål kan være forskellige, men en aftale om at få et kursus som bonus for nogle opstillede mål, der nås, vil give incitament til både medarbejder og virksomhed. Man kan vælge at styrke sine stærke sider eller at mindske sine svage sider. Man kan vælge et fagligt eller et personligt kursus. Og man kan vælge Danmark eller udlandet. For mit vedkommende skulle det handle om forandringsledelse nok en gang og forhandlingsteknik. Jeg havde været på kursus med de emner i Danmark og ville gerne prøve noget i udlandet. På nettet fandt jeg et kursus på Harvard, Changing the game, om forhandlingsteknik i forretningssituationer. Det varede en uge og kostede 7.500 dollars inklusiv forplejning og overnatning på campus”, fortæller Bente Dahlgaard Mortensen.

Campus var indrettet med 10 værelser pr. gang og en fælles opholdsstue. Man boede sammen med de kursister, man delte gruppe med og samarbejdede om opgaverne. Før de rejste til Harvard, havde kursisterne modtaget materiale, som skulle danne grundlag for deres arbejde. Der var tale om flere forskellige cases, flere forskellige undervisere, der lagde spor ud til kursisterne og flere forskellige samarbejdspartnere. Kursisterne fremlagde deres resultater, fik nyt input, arbejdede med en ny sag og fremlagde på ny. Det drejede sig om virkelige cases såsom IMB, Flextronics og opsplitning af Andersen til konsulent/revisionsfirma. I sidstnævnte tilfælde forklarede direktørerne på en video, hvorfor der skete en opsplitning i firmaet.

”På Harvard fik vi kendskab til mange cases. På Henley fik vi lejlighed til at fordybe os i en enkelt case. Begge dele var udmærket, og jeg kan bruge det, jeg har lært herhjemme. Ofte bruger jeg det ubevidst”, siger Bente Dahlgaard Mortensen, som også har haft glæde af de internationale kontakter, hun fik knyttet. Samt genopfrisket sit engelsk.

 

Vær din egen drivkraft

Ifølge uddannelseschef hos Civiløkonomerne Povl Tiedemann er dimittend-titlen ikke noget, man bør smykke sig med for længe. Dimittend er et snævert begreb, som kun varer nogle måneder i forbindelse med eksamensbeviset. Når skåltalerne er ovre, bør man tage dimittend-identiteten af sig og iføre sig den professionelle identitet, mener han. Så er det tid til at tænke på at vedligeholde studiet med efter- og videreuddannelse.

”Så snart man er færdig, bør man gøre sig tanker om et vedligeholdelsesprogram. Man behøver ikke kaste sig over det, men man skal have det i baghovedet. Jeg anbefaler, at man kommer i job så hurtigt som muligt, når man er færdiguddannet, og efter to-tre år bør man tage efteruddannelse op på en medarbejderudviklingssamtale. Der må højst gå fem år uden efteruddannelse – ellers vil det se tomt ud på CV’et”, siger han.

Povl Tiedemann definerer efteruddannelse som enhver form for kompetenceudviklende uddannelse, man opsøger specifikt. Man er sin egen drivkraft og skal selv finde det relevante kursus. Det kan være situations- eller fagrelevant. Det kan være udviklingsorienteret, dvs. man søger ny position i virksomheden, og det kan være aktualitetsorienteret, dvs. man søger tilbud, der kan hjælpe én i hverdagen.

”Søger man efteruddannelse i udlandet får man ud over den faglige udvikling også et internationalt netværk og en styrket sprogkompetence  med hjem. Desuden findes der på de anerkendte udenlandske kurser en stor pulje af know-how, hvor spidserne fra erhvervslivet og forskningen underviser. Der er simpelthen en større kritisk masse i udlandet”, siger Povl Tiedemann.

Han understreger, at det gælder om at finde det kursus der matcher én selv, så man kommer hjem med noget, man kan bruge i sit arbejde. Man bør så vidt muligt finde et niveau, der ligger over ens kompetencer.

 

 

Billedtekst:

 

Før man tager på kursus, skal man spørge sig selv, hvad man gerne vil, og hvad man mangler for at nå dertil. Ud fra det bør man vælge efteruddannelse, hævder Bente Dahlgaard Mortensen her ved en vandventil/en 1800-tals lygtepæl/ en tromle med trækkabel på Eltel Networks.

 

 

Boks:

 

Eltel Networks bygger og vedligeholder infrastruktur inden for el-, gas- og vandforsyning, kloakanlæg, tele- og dataforbindelser, gadebelysning og trafikregulering. Firmaet har lokale selskaber i ni lande og 5.600 medarbejdere, hvoraf 400 i Danmark. Eltel Networks er dannet som entreprenørselskab for den finske el-leverandør Fortum, og søsterselskaberne i de øvrige otte lande har alle gennemgået et skift fra offentlig til privat virksomhed.

 

Boks:

 

Henley Danmark er et samarbejde mellem Henley Management College i England og Danmark. Det blev etableret i 1994 og har for tiden 300 danske MBA-studerende. Siden 1997 er væksten i antallet af danske studerende steget med 25 procent om året.

Henley er den største udbyder af MBA i Danmark og bruges af erfarne danske ledere i danske og internationale virksomheder, som ønsker en praktisk lederuddannelse, hvor ledelsesteorier prøves af i praksis. 70 procent af kursisterne har typisk en cand.merc., en HD eller en bachelorgrad. Resten har typisk en lang erhvervserfaring, men fik aldrig taget en akademisk grad.

Henley Danmark oplever i øjeblikket en voksende interesse blandt virksomhederne for skræddersyede programmer og på det individuelle plan en stigende efterspørgsel efter kortere kursusforløb.

I ni ud af 10 tilfælde betales kurset af kursistens virksomhed. En MBA koster 304.000 kr. og varer typisk tre år som fjern- og selvstudium på engelsk. De fleste tager en MBA ved siden af deres normale arbejde og skal beregne 12-14 timer om ugen på studiet.

Henley Management College i England udbyder fem dages ledelses-sommerkurser for ledere på chefniveau. Essentials of Management henvender sig især til nyudnævnte ledere, Leadership Programme, som henvender sig til chefer med nogle års erfaring, Total Strategy, som navnlig henvender sig til privatansatte chefer og Business English Language Programme, træning i engelsk forretningssprog.

En uges Summer School koster godt 25.000 kr. (sprogkurset knap 20.000 kr.) eksl. moms, inkl. ophold, forplejning, kursusmateriale og flyrejse.

Læs mere på www.henley.dk