Værs'go' og spis

(trykt i Kristeligt Dagblad)

Alle børnefamilier har været det igennem. Man sætter sig til aftensbordet, og krise opstår, fordi et barn ikke kan lide maden. Men kræsenhed er et kulturfænomen – det er ikke medfødt. Og for det barn, som vægrer sig ved at spise maden, er det bare ærgerligt. Der bør nemlig ikke serveres noget andet, mener forstanderen for Frederiksberg Husholdningsskole.

Af Charlotte Bach

Adr, det kan jeg ikke lide, siger en af de gulnæbbede poder, da mor eller far sætter middagsmaden på bordet. Den middagsmad, som er indkøbt, tilberedt og serveret med omhu, kærlighed og tanke på hvert familiemedlem. Kampen om magten ved middagsbordet er i gang. Det kan være kartofler, gulerødder, fisk eller rugbrød, der udgør hadeobjektet – som i øvrigt kan ændres fra dag til dag (Jamen i går kunne du da godt lide gulerødder, lille skat) – og det lille adr er ofte et signal om den ekstra opmærksomhed og den magtkamp, som barnet vinder i ganske mange familier.

   Men middagsbordet er ikke en diskussionsklub. Det, der er tilberedt, er det, der serveres. Basta. Hvis barnet ikke vil have maden, må det lade være med at spise. Det mener Iben Fritsche, forstander på Frederiksberg Husholdningsskole og medlem af danske madpublicister. Hun er mor til to drenge på henholdsvis 30 og 15 år samt en pige på 12, og hun har taget de kampe, der skulle tages ved middagsbordet.

   - Børn skal jo prøve grænser af, og det har da heller ikke været anderledes hjemme hos os. Men mine tre lærte tidligt, at de enten kunne spise det, der blev serveret eller lade være og gå sultne i seng. Sjovt nok fortog deres kræsenhed sig hurtigt. Og mig bekendt er der ingen, der er død af sult på grund af kræsenhed. Men mange forældre gør deres børn en kæmpe bjørnetjeneste, når de ved den mindste mislyd straks tilbyder noget andet. Barnet mister derved en vigtig social ballast og vil have svært ved at deltage i måltider sammen med andre, siger Iben Fritsche.

   Hun er ikke bleg for at kalde forældre, der efterkommer børnenes madkrav for feje og konfliktsky. Efter hendes mening er det omsorgssvigt ikke at tage en konflikt. Forældrene må tage deres ansvar som voksne på sig og bestemme, hvad der er bedst for barnet. Nøjagtig som de gør i andre af livets forhold som eksempelvis valg af børneinstitution og skole. Men når det drejer sig om mad, vælger mange den nemme, usunde løsning og giver barnet den sukker- og fedtholdige og næringsfattige burger, pølse eller pizza, som det har fået smag for – måske allerede fra spæd, hvis det er blevet madet med færdiglavet babymos, som ofte er sukkerholdig.

   - En eller anden gang har voksne kollektivt besluttet sig for, at pølser er børnemad, når de voksne mødes til fest. Derved har børnene lært at forbinde pølser med noget rart, selv om det smager rædsomt og nærmest er sundhedsskadeligt. Hvad angår børn og mad, har vi altså ofte hovedet under armen, sukker Iben Fritsche og henviser til de foruroligende tal om fede børn og sukkersyge.

   De fleste børn kan spise alt, mener Iben Fritsche, og fortæller, at hendes tre børn på udlandsferier har spist snegle, muslinger, nyre, hjerne, komave o.lign. Hun synes, at det er forældrenes pligt at opdrage deres børn til en alsidig kost med mange smagsoplevelser, men erkender, at forældrene ofte selv er gastronomiske analfabeter. Og hvad kan man gøre ved det?

   Iben Fritsche erkender, at vi i dag i mange tilfælde står med hele to generationer, der ikke ved, hvad der er op eller ned på en fisk. Men hvor skulle den viden have kommet fra? Hvis ikke forældrene kan lære deres børn noget om mad, hvem skal så? Skolen måske?

   Men dansk skolekøkken er en katastrofe, mener Iben Fritsche, der selv er uddannet folkeskolelærer med hjemkundskab som linjefag. Hun har tilbragt 10 år i det københavnske skolevæsen, og hun er rystet over de småbeløb, der sættes af til hver elev i skolekøkken og over det ringe resultat, hun synes, der kommer ud af det.

   - Hvis man planlagde indkøbet af madvarer sammen med andre skolekøkkenhold, kunne man købe billigt ind, og så kunne man godt lave noget ordentligt mad i timerne. Men det kræver nogle husholdningslærere, der brænder for sagen, og dem er der mangel på, siger Iben Fritsche.

   Så hvad skal de stakkels forældre, der selv blev opdraget med røde pølser og pommes fritter egentlig gøre? Ifølge Iben Fritsche kan man begynde med at erkende, at opdragelse af børn også er opdragelse af forældrene. Forældrene skal lære, at børn ikke kun har rettigheder, ikke kun er trofæ- eller projektbørn. Derved bliver de nemlig uudholdelige at være sammen med både som børn og som voksne. Børn skal have pligter. Der skal stilles krav til dem. Krav som de kan honorere alt efter alder. F.eks. at være med i køkkenet og hjælpe til, når der laves mad. Og siden at overtage hele middagsmaden én gang om ugen med nemme opskrifter – fra indkøb til opvask. Med en forælder som konsulent, ikke kontrollant.

   - Det er besværligt og det tager tid i begyndelsen, men i det lange løb vil der være utrolig meget vundet for såvel barn som forældre. Men mange forældre er tilbøjelige til helst at ville gøre det hele selv. Det er nemmere, og det går hurtigere. Derved løber de fra deres ansvar, hævder Iben Fritsche.

   Hun slår på aftensmåltidets vigtige sociale funktion, hvor børn lærer at sidde ned og blive siddende i hvert fald en halv time, mens man taler om dagen og hygger sig sammen omkring måltidet. Men hun ved også, at adskillige familier – også velfungerende - ikke spiser sammen om aftenen, men nøjes med at ringe efter en pizza til fjernsynet. Skal man endelig have fast food, anbefaler hun de asiatiske restauranter, som ofte tilbyder take away. Her er kvaliteten af maden ret god. De store kæder bør man undgå.

   - Men ærlig talt. På den tid det tager at gå til restauranten, bestille, vente på maden og bringe den hjem, kan jeg tilberede min egen omgang fast food med f.eks. et par stegte rødspættefilet’er og et godt brød eller en omelet med spinat og brød til, siger Iben Fritsche.

Iben Fritsches 5 gode råd om børn og kost:

Lav babymosen selv. Så ved du, hvad den indeholder, og du vænner dit barn til en varieret kost og til smagen af grøntsager. De færdiglavede produkter smager ofte ens og indeholder gerne for meget sukker. Bliver man vænnet til den slags, kan grunden lægges til megen kræsenhed.

Tag barnet med på indkøb fra den tidligste alder og giv ikke efter for barnets plagerier – heller ikke selv om I laver en scene i supermarkedet.

Hvis barnet ikke kan lide maden, så acceptér det roligt og uden sværdslag. Men husk, at det, der er tilberedt, er det, der serveres. Sig aldrig: Det her kan du nok ikke lide. Vil barnet ikke spise, må det lade være. Servér ALDRIG noget andet. Spis selv med velbehag af alt, hvad der er på bordet, men uden at oversælge budskabet. Lad barnet lære af den voksnes gode eksempel.

Tag barnet med i køkkenet under tilberedningen og lad det deltage med opgaver, der passer til dets alder. Ethvert barn vil være stolt over at kunne præsentere noget, det selv har kokkereret, og kræsenhed bliver et fremmedord. Det kan godt være, at det i begyndelsen tager længere tid og giver mere rod at have barnet med i køkkenet, men på længere sigt er det en rigtig god investering.

Lad det større barn få en ugentlig maddag og lad det vælge mellem nemme opskrifter. Hjælp med at udforme indkøbslisten, men lad barnet selv købe ind og lave mad. Stå ikke i køkkenet og overvåg processen, men vær til stede i et andet rum som konsulent. Lad også barnet rydde op og vaske op efter sig, for på den måde lærer det at økonomisere med skåle, gryder og pander.