Skip to main content.

Den gode historie

 

At skrive er at fortælle. Den gode historie er skrevet, så læseren holder ved, uanset indholdet. Den gode historie er, hvad jeg har bestræbt mig på at levere gennem snart 25 års journalistisk arbejde – hvad enten det har drejet sig om interview eller reportage til aviser og fagblade eller om formidling af kommunikation.

   Hos mig kan du få en klassisk, journalistisk historie inden for uddannelse, sundhed, erhverv, familie, socialt stof, børn og unge, livsstil og kultur. Enkelthistorier eller temaer i tiden.

   F.eks. læseproblemer hos børn og voksne, Øresundsregionens udvikling, integration af unge med anden etnisk baggrund på arbejdsmarkedet, ledelse i det offentlige, kunst i erhvervslivet, singlekultur, unge og sorg, kvinders overgangsalder, oldekoller, mobning i skole og på arbejdsplads, danskernes moral, danskernes drikkevaner, forebyggelse i sundhedsvæsnet, det danske sprogs udvikling m.m.

   Du kan også få en udarbejdelse eller en redigering af teksten i din pressemeddelelse, dit nyhedsbrev eller din årsberetning.

 

 

Kort om min baggrund:

Uddannet cand.mag. (fransk og dansk) og journalist. Korrespondent for Jyllands-Posten i Bruxelles i tre år (EU, NATO, belgisk indenrigspolitik, erhverv og kultur), journalist på Politiken i otte år (erhverv, uddannelse), freelance på niende år med kunder som Politiken, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, DSB, Sundhedsstyrelsen, Civiløkonomen og Amtsrådsforeningen.

Undervist forskere på Socialforskningsinstituttet i skriftlig og mundtlig formidling til pressen. Undervist medarbejderne i KAB i skriftlig kommunikation. Gennemgået al boligadministrationens materiale med henblik på et bedre dansk. Medforfatter på en bog om ældres boligvilkår for Ældre Sagen.

Den private side: bor på Frederiksberg med mand, tre børn, hund og kat. Synger i kammerkor, dyrker en smule idræt, men vil hellere spille klaver og tværfløjte. Renoverer på 5. år en gård i Skåne sammen med familien. Har i fire år været medlem af menighedsrådet i Lindevang Kirke.