Gang i den

Trykt i Kr. Dagblad

Vi kender – ikke blot vores lus – men også vores familie, venner og kolleger på gangen. Selv om de er uden for synsvidde, kan vi genkende dem via deres gang. Lyden, kadencen, travet. På Københavns Universitet sidder et forskerteam med speciale i menneskets gang. Gangartsanalyse er en ny videnskab, der kan være med til at fælde røvere, mordere og terrorister, men som også kan bruges til at påvise sygdomme og forbedre genoptræning og sportspræstationer.

Af Charlotte Bach

Mennesket er et år om at lære det. Tegnefilmmagere betragter det som noget af det sværeste at lave, så det ser naturligt ud. Robotproducenter døjer også med bevægelserne. For det er en temmelig kompliceret proces at gå, selv om vi betragter det som den naturligste ting i verden, når vi har lært det og i gennemsnit tager 10 millioner skridt i vores liv.

   Ufattelig mange dele i kroppen skal koordineres på samme tid. Alene i fødderne aktiveres 40 muskler, 52 knogler og 228 ledbånd. Dertil kommer knæenes bevægelser, hofterne, skuldrene, armene. Nogle svinger fra side til side, når de går – andre bevæger sig mere op og ned. Nogle tripper, andre dasker, nogle er tåspidsgængere, andre hælgængere. Vores gangart er lige så individuel og personlig som vores fingeraftryk og vores stemme.

   Derfor bruger politiet gangartsforskere til hjælp i opklaring af forbrydelser. På Københavns Universitet, nærmere betegnet Retsmedicinsk Institut og Medicinsk-anatomisk Institut, arbejder henholdsvis læge og retsantropolog Niels Lynnerup og lektor i anatomi Erik B. Simonsen med den forholdsvis nye videnskab, der hedder gangartsforskning. Ud over det stærke indicium, som gangarten har vist sig at være i forbindelse med pågribelse af forbrydere, kan man også bruge gangarten til at påvise, hvordan vi har det. Man kan opspore og følge visse sygdomme. F.eks. vil en person ændre gangart, hvis vedkommende er på vej ind i en depression. Udviklingen af slidgigt kan afsløres uden brug af røntgen men med filmoptagelser af gangen. Folk med lammelser, der skal genoptrænes, kan få gavn af gangartsforskningen, idet man håber at kunne udvikle en model til at udvikle gang, efter hvilken patienterne kan få den optimale træning. Også visse operationer kan planlægges efter patienternes gang, så de gennemgår indgrebet på det tidspunkt, hvor de er bedst rustede. Endelig kan gangartsforskning bruges til at optimere sportspræstationer. Den medicinske og terapeutiske del af gangartsforskningen er endnu på forsøgsstadiet.

   Det er den retsantropologiske derimod ikke. Ved to spektakulære sager, bankrøveriet i Ålsgårde 21. juni 2002 og mordet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh 10. september 2003, har Niels Lynnerup og Erik B. Simonsen medvirket til opklaringen med deres viden om gangarter. De samarbejdede med den århusianske arkitekt Jens Vedel, der bidrog med fotogrammetri, en teknik der kan måle kroppens proportioner via billeder. Fotogrammetri anvendes inden for arkitektur til at beregne bygningers mål, og metoden kan overføres til kropsmål. Det foregår ved, at billederne fra overvågningskameraerne overføres til computer, og ved hjælp af programmet PhotoModeler kan man med billeder fra flere kameraer få anbragt den mistænkte i et krydsfelt og dermed tvinge en slags tændstikmand ud af billederne. Tændstikmandens bevægelser kan måles, hvad angår ledvinkler i fødder og knæ, vinkel mellem fod og skinneben, skridtlængde, hoftebevægelser, armsving, skuldrenes rullen, bevægelser fra side til side og op og ned osv. Det hele beskrives over tid og indtegnes på kurver.

   Nu har man et perfekt billede af gerningsmandens gang. Det kan man sammenligne med filmoptagelser, som politiet har lavet af en mistænkt, og hvis gangarterne matcher, tjener analysen som et stærkt indicium.

   - Gangartsanalyser kan næppe blive fældende beviser som DNA eller fingeraftryk, men de kan være med til at bestyrke eller afkræfte mistanke mod en person og sammen med andre indicier være med til at fælde en person, siger Niels Lynnerup, der leder den Retsantropologiske enhed på Retsmedicinsk Institut.

   De to Bandidos-rockere, som 21. juni 2002 begik røveri mod en Nordea-bank i Ålsgårde, fik også et drab på samvittigheden. En 41-årig familiefar, hvis kone var gået ind i banken umiddelbart før røveriet, så gennem ruden, hvad der foregik og bakkede sin bil ind i den motorcykel, der tjente som røvernes flugtkøretøj. Den ene røver opdagede det, løb ud og skød og dræbte den 41-årige. Bagefter lykkedes det de to røvere at undslippe på motorcyklen.

   Politiet havde to mistænkte, som dog ikke ville lade sig fotografere. Politiet filmede dem i smug og sendte optagelserne til Niels Lynnerup, der i forvejen havde udarbejdet en gangartsanalyse fra bankens overvågningskameraer sammen med Jens Vedel. Det viste sig, at den ene røver havde en særlig spjættende gang, hvor han overstrakte det ene knæ, så underbenets vinkel var skæv i forhold til knæet. De skjulte optagelser fra politiet matchede fuldkommen de første optagelser fra bankens videokameraer.

   - Vi blev indkaldt til retssagen i oktober 2003 for med vores materiale at være med til at identificere de mistænkte. Forsvareren var en anelse skeptisk, for man havde aldrig anvendt gangartsanalyse og fotogrammetri i retssager før, fortæller Niels Lynnerup, som dermed sammen  Jens Vedel tegnede retshistorie. De to Bandidos-rockere blev, med gangartsanalysen som et af de stærke indicier, idømt hver 16 års fængsel.

   Gangartsmetoden har ført til, at Finansrådet og Finansforbundet tilsammen har givet forskerne 500.000 kr. som led i kampen for at få antallet af bankrøverier ned. Forskerteamet arbejder på at finde et statistisk udtryk, en matematisk model, der kan rumme gangartsforskningen, som både indeholder billedbehandling, statistik, anatomi og retsmedicin. Metoden har givet genlyd viden om, og da det svenske politi ønskede en gangartsanalyse af den mistænkte til Anna Lindh-mordet i september 2003, kontaktede de Niels Lynnerup og Jens Vedel, som rejste til Stockholm for med videooptagelserne fra varehuset NK at udarbejde ganganalyse til sammenligning med politiets optagelser af den mistænkte. Igen et perfekt match mellem de to filmoptagelser. Men gangartsmålene blev aldrig brugt i retssagen, da det svenske politi fandt DNA-materiale fra morderens bukser, som han havde gravet ned på morens ejendom.

   - Siden har vi modtaget en snes sager med overvågningsfilm, som politiet har ønsket en gangartsanalyse af. Men ofte har kvaliteten på filmen været så dårlig, at det har været umuligt at afsløre gerningsmændene. Det er ikke så vigtigt, at billedet er skarpt, bare personen står det rigtige sted, så det meste af kroppen er synlig, siger Niels Lynnerup og tilføjer, at det ikke kan nytte noget at lege John Cleese fra Ministeriet for gakkede gangarter, når man begår kriminalitet, for det er umuligt at gennemføre en tillagt gang med hop, spjæt eller slæben på foden. I den stressede situation kan man simpelthen ikke overholde sit skuespil.