En danskerkoloni i Värmland

(trykt i Berlingske Tidende)

Der er et stænk af vanvid over at køre knap 700 km til ødemarken i Värmland til sit fritidshus i en lille by med andre danskere. Men det er ikke desto mindre, hvad ca. 100 danskere gør op til syv gange om året. Og de elsker det i brede baner og i tre generationer – selv teenagerne.

Af Charlotte Bach

”Dav, vi er ved at købe en by i Sverige. Er du interesseret i at erhverve dig et af husene som fritidshus?”

   Sådan lød det i telefonen, da to danskere, en ejendomsmægler og en advokat i 1972 ringede rundt til venner og familie. Forud var gået en del forhandlinger med den svenske stat, den svenske skovdriftsvirksomhed Uddeholm, som ejede byen foruden en tredjedel af de värmlandske skove, og med den danske nationalbank om udførsel af danske kroner til købet.

   Byen Brunnberg, som ligger i Värmland midt i Timileskoven, havde på det tidspunkt kun én familie tilbage – skovarbejder Stig Olsén, hans kone og hans to børn. De øvrige beboere - alle skovarbejdere - var flyttet i takt med de store skovindustrimaskiners indførsel i 1960erne. Nu stod omkring 30 huse tomme, heriblandt skole, posthus og købmandshandel.

   De to driftige danskere fik via annonce i dagspressen, telefonopringninger, tv-reportage og besigtigelsestur med interesserede købere afsat alle husene på kort tid. Og charmerende er de svenskrøde træhuse, da de  dukker frem af skoven med deres hvidmalede vinduer og forstubro. De ligger ned til Hemsjön, der strækker sig som et uendeligt spejl mod horisonten. Her kan bades, sejles og fiskes. Om vinteren kan man stå på skøjter eller langrendsski.

   Men turen til dette paradis er 700 km fra København svarende til 8-9 timers uafbrudt kørsel. Som at køre til Zürich for at komme i sommerhus. Vi befinder os nord for Vänern og efter ankomst til Ekshärad svinges til højre ved den røde stavkirke, til venstre efter Klareelven, til højre igen efter nogle kilometer, og så går det ad en bugtet grusvej 23 km ind i skoven. Det er en meget lang tur alt i alt – ikke mindst for mindre børn. Vanvittigt? Nej, ikke at dømme efter beboernes begejstring. Lykken ligefrem står ud af øjnene på dem, når de fortæller om deres bevæggrunde for at have fritidshus så langt borte, hvad enten de er til ski, natur, jagt eller samvær med de andre beboere. Mange ejer hus i anden generation, således Bo Gottlieb og Hannah Ernst. Hendes forældre købte huset ubeset i 1979.

   ”Vi har det nu sammen med mine forældre”, fortæller Hannah Ernst.

   ”Vi har altid gerne villet have hus i Sverige et sted, hvor man kunne stå på langrendsski, og her er bunker af sne om vinteren. Vores to døtre har leget sammen med de andre børn her i byen. De har boltret sig i søen og i skoven, og det har været trygge og gode forhold at lege under. Man ser de andre børn flere gange om året, og mange venskaber er blevet grundlagt her. Men jeg indrømmer: turen herop er lang.

   I dag er døtrene blevet til mødre, og til Hannah Ernsts og Bo Gottliebs glæde er begge svigersønner også vilde med området. Bo Gottlieb byggede sammen med svigersønnerne en badstue for tre år siden, og om vinteren fornøjer de sig med forskellige måder at rulle sig i sneen på, når heden bliver for voldsom. I et længderul gælder det om at rulle rundt i sneen så længe som muligt, med et distancerul gælder det om at løbe så langt væk som muligt, før man ruller, og endelig er der et pikantrul, som skal foretages under en lygtepæl.

   Bo Gottlieb griner, og Hannah Ernst ryster smilende på hovedet. Om sommeren plukker familien multebær og blåbær og laver marmelade. Nogle af parrets bedste venner bor i to af de andre huse, og Hannah Ernst kalder det for deres lille Bulderby.

   Bo Gottlieb har siddet i Brunnbergs bestyrelse i 10 år. Han oplever, at husene er folks hjerteblod. Der males og gøres i stand og slås græs i ét væk. Fællesarealerne afgræsses af Stig Olséns får. Han er den eneste tilbageværende svenske skovarbejder i Brunnberg, og han har siden 1972 fungeret som opsynsmand for byen. Fårene udfylder en vigtig funktion, da det hele hurtigt ville gro til, hvis de ikke holdt vegetationen nede, pointerer Bo Gottlieb.  

   Stig Olsén har arbejdet i skoven hele sit liv. Han kom til Brunnberg i 1965, da der stadig boede skovarbejdere i alle husene, og han har været vidne til, hvordan familie efter familie flyttede, da de store maskiner overtog arbejdet. Da Brunnberg blev solgt til danskerne, var det med én indbygger, og ifølge Brunnbergs sidste skolelærer Stina Gustavsson håndterede Uddeholm og politikerne i Ekshärad kommune ikke den sag alt for fikst. Olséns hus blev solgt hen over hovedet på ham, konstaterer hun bittert i bogen Brunnberg, fra finnby til danskerby og han måtte flytte ind i den nedlagte købmandsbutik. I dag har han opsynet med husene, ikke mindst om vinteren, ”for danskerne kan ingenting om sne og kulde”, som han siger med et lille smil. Han forpagter desuden det fælles areal omkring byen, som alle ejer i fællesskab.

FRA SLID TIL FRITID

Ødemarksbyen Brunnberg blev grundlagt i 1600-tallet af finner, der kom dertil for at søge bedre jorde end dem, de kunne få derhjemme. De slog sig ned i det område, der siden er kendt som Finnskovene, og her gav de sig til at svide skoven af og rydde stubbe og sten af vejen for at oprette landbrugsjord. Et umenneskeligt hårdt arbejde. Man kaldte dem svedjebønder. Nogle af dem blev skovbrugere, og de slog sig ned i Brunnberg. I 1800-tallet trængte skovdriftsvirksomheden Uddeholm sig på og oprettede en købmandshandel i byen. Finnerne havde kun skov at betale med, og på den måde kom Uddeholm til at eje skoven, og finnerne blev lønarbejdere sammen med norske, svenske og danske skovarbejdere.

   I dag er det hårde slid skiftet ud med leg, fritid og hobby. For ægteparret Tonny Larsen og Anette Friis, som er kommet i Brunnberg siden henholdsvis 1975 og 1991, og som købte hus for syv år siden af Tonny Larsens bror, gælder det jagt og naturoplevelser. De er begge passionerede jægere og med i et svensk jagtlag, der går efter elg, tjur, bæver og andet jagtbart vildt. Begge har de skudt elge og bævere.

   ”Vi er her 6-7 gange om året, og vi går ikke af vejen for en weekendtur, selv om vi kommer fra Korsør”, siger Anette Friis. Jagtsæsonen varer fra 16. august til 1. februar, så den bedste tid kommer nu for de to, der på turene med jagtlaget oplever så meget natur og stilhed, at de kan leve på det lige til næste sæson.

   ”I øjeblikket summer det af liv her i byen, for vi er midt i sommerferieperioden, men går man blot nogle få skridt ind i skoven, eller sejler ud på søen, hersker en stilhed, som man ikke troede fandtes”, siger Tonny Larsen. Han og Anette Friis har set los, ulveunger og skandinavisk brunbjørn. Den sidste er i fremgang med ca. 2.000 stykker i Nordskandinavien.

   Parret drømmer om at blive fastboende, tage folkepensionen med og leve på naturens præmisser. Ifølge Anette Friis er foråret den værste sæson, fordi det bliver så smattet, at man nærmest må have en firehjulstrækker for at kommer dertil. Og der er 30 km til nærmeste butik.

DE FASTBOENDE

Hvis Tony Larsen og Anette Friis flytter til Brunnberg permanent, bliver de ikke alene. I den ene ende af byen bor Stig Olsén, og i den anden bor Hanne og Byron Hulsart, et dansk-amerikansk kunstnerægtepar. Han er billedhugger, og hun er akvarelmaler. De var første gang i Brunnberg i 1976, da de besøgte nogle venner, og de faldt pladask for stedet. De kom nogle år og stod på ski, og det endte med, at de købte et lille, bitte hus, som de udvidede de følgende år. I 1988 traf de beslutningen om at flytte permanent til Brunnberg. Deres tre piger var da 5, 16 og 19 år. Den yngste blev hentet hver dag i taxi for at blive kørt til skole i Ekshärad 30 km borte. Den mellemste fulgte med og tog 9. klasse om på svensk – om end noget modvilligt. Året efter flyttede hun til Torsby 70 km væk for at begynde på gymnasiet. Den ældste flyttede straks til Torsby for at læse mediekundskab.   

   ”Det var hårdt for vores mellemste. Hun var vred og ville ikke tale svensk i et helt år. Men vi var ikke i tvivl. Der gives bedre muligheder uddannelses- og arbejdsmæssigt for børn og unge i Sverige. Der bliver virkelig taget vare på dem”, siger Hanne Hulsart.

   Selv havde hun ikke noget arbejde, da familien flyttede til Brunnberg. Hendes mand kunne nogenlunde leve af sin kunst, men indtægterne var uregelmæssige. I dag underviser han tillige i billedskulptur og er i færd med at opbygge en designuddannelse. Han tilbringer meget af sin tid i bilen, da han dækker det meste af Mellemsverige. Hanne Hulsart, der oprindelig er uddannet børnehavelærer, fik job i Hagfors 50 km borte og fik siden job i Yttermalung 35 km derfra. Men selv om afstanden blev mindsket, kunne hun godt være 3-4 timer om at komme frem og tilbage om vinteren. Der skulle graves sne for bilen hele vejen gennem skoven.

   For to år siden blev hun sygepensioneret på grund af rygproblemer. Men hun er aktiv som formand for Finnmarkens Byalag, der bl.a. sætter udviklingsprojekter i gang i kommunen, og som kasserer i foreningen Kultur i Tiomilaskogen, og hun passer heste og får og høst af hø.

   ”Hvorfor vi gjorde det? Jamen, her er jo fantastisk. Sommeren er et bombardement af natur. Og om vinteren lyser sneen op fra oktober til maj, himlen er klar, og luften er tør. Det er slet ikke som den danske, grå og våde vinter. Jeg har ikke fortrudt, selv om jeg er et selskabsmenneske. Jeg føler, at jeg er kommet hjem her. At jeg har fået åbnet mine sanser for det nære og umiddelbare. De fleste mennesker har fået berøvet stilheden og sansen for det umiddelbare.

   Men helt let har det ikke været at flytte til Brunnberg permanent. Grundtanken var, at det skulle være en ferieby, en fritidsby, og ikke alle var lige begejstrede ved udsigten til at der blev faste beboere. Men efterhånden pusler flere ældre par med tanken om at flytte permanent til Brunnberg.

TÆT PÅ HINANDEN

Det bliver næppe Grethe Harms Albrechtsen og Svend Albrechtsen, for selv om hun er kommet i Brunnberg, lige siden husene blev sat til salg, og hun og hendes børn og børnebørn er vilde med stedet, så ser Svend Albrechtsen, tidligere kommandørkaptajn i søværnet, lidt anderledes på det.

   ”Efter tre uger har jeg fået dækket mit Brunnberg-behov. Og så er man altså ret tæt på hinanden her. Jeg kører ikke små 700 km for at blive bragt ind i en social sammenhæng, som jeg undviger i København. Desuden savner jeg søen. Altså ikke Hemsjön, men havet. Vi må ud at sejle i vores ferier også. Men selvfølgelig kan jeg godt se, at her er dejligt. Og så nyder jeg at se de tidligere børn komme med børn selv”, siger han og går ud i værkstedet, hvor han bygger modelskibe med børnebørnene.

   Grethe Harms Albrechtsen derimod lader op i Brunnberg. Hun plukker bær og svampe og besøger veninder. Hun er konstant på vink eller i snak med en eller anden, boltrer sig i højsæsonens folkerige atmosfære og glæder sig til feriens højdepunkt, den årlige sommerfest, som finder sted tredje onsdag i juli i den store fælles lade. Hun blev tidligt alene og kørte den lange tur på ferier med tre børn på bagsædet. Sønnen Carsten Harms husker, hvordan man samledes flere familier om vinteren og kørte i kortege til Brunnberg. Det var en ekspedition, der kunne tage et halvt til et helt døgn, da nogle kørte i grøften, og andre fik frost i karburatoren. Men selve den lange tur var også ferieudflugt, følte han. I dag betegner han Brunnberg som et lilleputsamfund, der afspejler de samme problemer og trakasserier, som det omgivende samfund døjer med. Men naturligvis i miniformat: Må der være indhegninger til får og heste? Må der være fastboende? Må der være campingvogne? Må der bygges gæstehuse, osv.? De årlige generalforsamlinger glider ikke altid i olie, og synspunkterne er mange.

   Hans søster Betina Harms, der er på besøg med sine tre børn, husker, hvordan man som barn blev nødt til at finde ud af det med de andre børn. Hvordan hun lærte at drikke te og spille kort, og hvor mange gode lege, de fandt på.

   ”Her er ingen TV og ingen telefon. Man tænker på en anden måde. Man får et andet kropssprog”, siger hun og hjælper sin yngste med snobrødet over bålet.

   Børnene stortrives selvklart i Brunnberg. De små leger uforstyrret af biler, og de store tænder bål nede ved søen om aftenen. Selv teenagerne ser ud til at trives.

    De 14-årige teenagere Celine og Sophie Fischer-Nielsen hygger sig i Brunnberg med jævnaldrende. Deres morforældre købte et hus i 1972, som deres forældre siden overtog.

   ”Selvfølgelig er her ikke så meget at lave, men vi er en stor gruppe teenagere her, som lever vores eget liv med kanoture og bål på søbredden”, siger Celine.

   Sophie fortæller, at de unge ofte står for underholdningen til sommerfesten, f.eks. gøgleropvisning, ansigtsmaling, træskodans og volleyballkonkurrence. Og så er der kagekonkurrencen, som pigerne vandt sidste år, hvor de havde bygget Brunnberg op i marcipan.

   For at være sammen med andre unge, skal man komme i højsæsonen, og Celine og Sophie indrømmer, at efter to uger, skal der ske noget andet. Så er kanoture og storslået natur ikke længere nok.

   ”Egentlig er det jo lidt skørt, at så mange danskere klumper sig sammen så langt borte”, siger pigernes mor, Anne Fischer-Nielsen, ”men kommer man uden for feriesæsonen, er man virkelig borte. Så lever man det simple liv, hvor bare det at købe mælk og kartofler bliver en oplevelse”.