ligestilling
Trykt i Civiløkonomen
Lige lovlig dårligt
Danmark bliver overhalet på ligestillingsområdet, ikke blot af de øvrige nordiske lande , men også af europæiske lande og af 3. verdenslande. Det kønsopdelte arbejdsmarked og den manglende kønskvotering inden for alle samfundsområder bærer en stor del af skylden, mener en forsker og historiker. Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen er enig i det første, men ønsker ikke kønskvotering.
Af Charlotte Bach
Danmark er sakket agterud ligestillingsmæssigt sammenlignet med de øvrige nordiske lande, ikke mindst Sverige. Efter folketingsvalget i 1998 toppede andelen af kvindelige ministre med 36 procent. Efter valget i 2005 faldt andelen til 26 procent. Da Sveriges statsminister Ingvar Carlsson dannede regering i 1994 var halvdelen af regeringsmedlemmerne kvinder. Det samme gør sig gældende for Göran Perssons regering. I Norge og Finland er andelen af kvindelige ministre henholdsvis 42 procent og 44 procent.
Ser man på andelen af kvindelige folketingsmedlemmer, gik Danmark tilbage ved valget 2005 fra 37 til 36 procent – en nedgang for første gang i 30 år. Sverige topper blandt de nordiske lande med 45 procent kvindelige medlemmer i Riksdagen.
Da Vigdis Finnbogadottir i 1980 blev præsident i Island, var hun verdens første demokratisk valgte kvindelige præsident. Finland fik i 2000 en kvindelig præsident, Tarja Halonen, og Norge har haft Gro Harlem Bruntland som statsminister ad flere omgange. Efter at hun i 1986 nedsatte en regering med over 40 procent kvinder, har alle regeringer efter denne haft kvindeandele på mindst 40 procent.
Med 11 procent kvindelige ledere i Danmark, heraf fire procent kvindelige topchefer, er vi nummer sjok – ikke blot i Norden, men også i Europa og USA. Virksomheder med kvinder i topledelsen klarer sig bedre eller lige så godt som virksomheder uden kvinder i topledelsen, viser en undersøgelse fra Handelshøjskolen i Århus foretaget af bl.a. professor Nina Smith.
På bestyrelsesposter har vi ni procent kvinder. I Norge er tallet det samme, men den norske regering har fremlagt en lov om, at alle offentlige og private aktieselskaber skal have begge køn repræsenteret med mindst 40 procent i bestyrelsen. Hvis det opnås ad frivillig vej i løbet af 2005, vil loven ikke træde i kraft.
På trods af at piger klarer sig bedre end drenge gennem hele uddannelsessystemet – piger ligger en halv karakter højere end drenge, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut – kan vi kun mønstre 10 procent kvindelige professorer. Finland har over det dobbelte.
Holdningsændring
Tallene over kvinders repræsentation i det danske samfunds top er uacceptabelt lave, men det er ikke noget, man kan lovgive sig ud af, mener ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.
”Rammerne i lovgivningen er i orden, men rammerne skal fyldes ordentligt ud. Der skal en holdningsændring til i hele samfundet, og de virksomheder, som har kvinder på topposter, og som har flotte resultater, skal frem som rollemodeller. Jeg går ikke ind for kvotering, for det fastholder kvinder i rollen som svage, der skal hjælpes. Men ved to lige kvalificerede af hver sit køn, kan man godt vælge det køn, der er underrepræsenteret. Vi har jo et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, og vi har fra ministeriets side sat en undersøgelse i gang, der skal belyse, hvorfor piger og drenge vælger de uddannelser, de gør. F.eks. er der kun tre kvinder ud af de 93 datalogistuderende på Århus Universitet”, siger Eva Kjer Hansen.
På informations- og kulturcentret Kvinfo, der formidler kvinde- og kønsforskningsresultater, giver forskningsbibliotekar og historiker Jytte Larsen nogle forklaringer på, at det stå så skralt til i Danmark med ligestilling.
”I politik er vi tættere lidt på ligestilling end i det private erhvervsliv og på højere læreanstalter. Det er en kendt sag, at jo mere lukket en ansættelsesprocedure er, jo dårligere klarer kvinderne sig. På de højere læreanstalter er professorater ofte slået op med bestemte mandlige medarbejdere for øje, og her kommer kvinderne i klemmer”, siger Jytte Larsen.
Hun anser det kønsopdelte arbejdsmarked for den største hindring for ligestilling. Vi har fået skabt et særligt kvindearbejdsmarked med ringe vilkår. 77 procent af de ansatte i den kommunale sektor er kvinder, og inden for det private erhvervsliv er mænd i overtal. Det har store konsekvenser for lønnen, hvor mændene tjener faktor 100 og kvinderne faktor 70, påpeger Jytte Larsen.
”I Sverige har man anvendt positiv særbehandling på universiteterne. I Danmark har vi fået ordningen galt i halsen og tror, at kvinderne skal frem for enhver pris. Men det er jo kun, når man har to lige kvalificerede af hver sit køn, at det underrepræsenterede køn bør nyde fremme. Svenskerne har en lang tradition for vidensbaseret politik. Da de i 1993 vedtog mainstream-strategien, fik Sveriges Statistik pålæg om at kønsopdele al statistik, og man fik dermed et af de vigtigste redskaber. Sverige har desuden udarbejdet en kvindemagtudredning, og flere svenske partier har kønskvotering. Danmark har den dårligste kønsopdelte statistik i Norden. Den nuværende regering aflyste i sin forrige regeringsperiode en lov om kønsopdelt lønstatistik. Vi har en tendens til at betragte ligestilling som noget, der er på plads, og regeringen vil ikke lovgive mere på området”, siger Jytte Larsen.
Eva Kjer Hansen forklarer den manglende kønsopdelte statistik i Danmark med den usikkerhed, der opstod omkring sikringen af lønmodtagernes anonymitet. Hun har netop iværksat en ligelønsstatistik for virksomheder over 35 medarbejdere. Desuden har hun nedsat en tænketank, der skal komme med konkrete bud på, hvad der kan gøres for at fremme antallet af kvindelige forskere og professorer. Endelig vil hun oprette kurser i bestyrelsesarbejde for kvinder.
Når ordet ligestilling giver anledning til suk og trætte ansigtsfolder hos mange mandlige politikere i Danmark, kan en af forklaringerne, ifølge Jytte Larsen, være at rødstrømpebevægelsen og universitetsmarxismen var stærkere herhjemme end i det øvrige Norden.
”Rødstrømpebevægelsen ydede en enorm indsats, men skabte også en stærk modstand. De danske græsrødder kom ikke rigtig ind i det politiske system efter 1970erne. I Sverige havde man stærke kvindeorganisationer under hele perioden og også i dag. Da vi kom i EU i 1972, koncentrerede vi os om at efterleve ligestillingsdirektiverne og satte vores egen politikudvikling på stand by. Først i 1999 fik vi en ligestillingsminister – en halv snes år efter Sverige. De andre nordiske lande har overhalet os, men også mange europæiske lande og selv 3. verdenslande overhaler os indenom. F.eks. har irakerne indført kvoter i grundloven. Vores grundlov nævner ikke ligestilling med ét ord, kommunalreformen er ikke blevet ligestillingsvurderet, og den danske ligestillingslov vedrører ikke det private arbejdsmarked”, siger Jytte Larsen.
Billedtekst:
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen mener ikke, at man udelukkende kan lovgive sig til ligestilling. Hun ønsker at give uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet nogle redskaber, der kan inspirere og motivere, så kvinderne kommer opad i samfundet.
(se grafik med tal og boks nedenfor. Den første er nok så vigtig – den bygger hele artiklen på. Boksen kan evt. undværes, hvis der ikke er plads)
DK Sv No Fi Is
%
Kvindelige ministre 26 50 42 44 25
Kvindelige parlamentarikere 36 45 36 38 30
Kvindelige ledere 11 24 23 21 18
Kvindelige professorer 10 15 16 22 16
Boks:
En medlemsundersøgelse blandt de danske civiløkonomer viser, at 92 procent af kvinderne og 74 procent af mændene mener, at kønsdiskrimination er et problem i større eller mindre grad i samfundet. Otte procent af kvinderne og 22 procent af mændene mener ikke, det er noget problem. 42 procent af kvinderne og 9 procent af mændene mener, der er behov for lovgivning for at fremme ligestilling. 42 procent af kvinderne og 78 procent af mændene svarer nej til øget lovgivning på området. Restgruppen svarer ved ikke.