Når kunsten rykker

(trykt i Civiløkonomen og i HRMagasinet)

Kunstneren og organisationen kan få stor glæde af hinanden. Kunstneren kan gennem samtaler med medarbejderne udsmykke rummet i forlængelse af arbejdets karakter. Det giver øget arbejdsglæde og øget identitetsfølelse blandt medarbejderne, og det rykker ved deres kunstopfattelse. Samtidig giver det et fællesskab i de enkelte afdelinger, der har fået en fælles historie.

Af Charlotte Bach

Hvad stiller man op med tre aflange afdelinger kontorlandskab i en ikke særlig spændende bygning med udsigt til gråt beton? Hvordan kan man gøre hverdagen lystigere at kigge på for de i alt 60 medarbejdere? Sådan tænkte den danske billedkunstner og fotograf Søren Lose, da han havde fået opgaven med at udsmykke 7. sal i Kalvebodhus i København, en af realkreditinstituttet Nykredits bygninger.

   Søren Lose arbejder især rumspecifikt med fotos, collager og digitale manipulationer. Ofte meget store ting. Medarbejdernes kunstudvalg havde fra kunstafdelingen i Nykredit fået tre-fire kunstnere at vælge imellem, da turen kom til 7. sal, og valget faldt på Søren Lose.

   ”Vi kunne lide hans måde at anvende rummet på”, fortæller kreditmedarbejder Jens Mikkelsen.

   ”Når vi tænkte kunst, forestillede vi os noget meget traditionelt med nogle billeder på en væg. Da vi så Søren Loses model, sagde vi til os selv: Kan man det?”, fortsætter Jens Mikkelsen og tilføjer, at de fleste var noget skeptiske i begyndelsen, men efterhånden blev de mere og mere begejstrede.

   Søren Lose var gået grundigt til værks. Han havde haft mange samtaler med medarbejderne om deres arbejdsområde, arbejdsgang og afdelingernes indbyrdes relationer. Det drejer sig om en kreditafdeling, en kreditopfølgning, dvs. inkasso, og et kundekontaktcenter. Den sidste afdeling er den største. Lose ville give hver afdeling et særpræg alt efter det temperament, der ligger i afdelingens arbejde. Han ville have kunsten til at samarbejde med konteksten. Han har tildelt hver afdeling en gennemgående farve. Grøn til kreditafdelingen, det optimistiske huslån. Men også grøn som noget organisk, naturen, skoven. For naturen mangler i høj grad, når grøn afdelings medarbejdere kigger ud ad vinduerne på DSBs fragtterminal og Postterminalen. Der er meget grå beton.

   Blå til kreditopfølgning med den ro, der skal til i inkassosager. Blå giver rummet kølighed og fred.

   De røde, orange og gule farver til kundekontakt, hvor der arbejder mange unge og mange studerende. De taler med kunder dagen igennem, og det er en afdeling med tryk på. Farverne kommer til udtryk på forskellig vis. Det vender vi tilbage til.

   De tre afdelinger er bundet sammen af transparent, selvklæbende folie, som forestillet en samplet skyline med Københavns tårne. Den hænger på glasdørene mellem afdelingerne og har naturligvis afdelingens farve, således at man aldrig er i tvivl om, hvornår man går ind i grøn afdeling eller i rød afdeling. Byens bygninger og tårne skal ses som et hint til Nykredits beskæftigelsesområde: ejendomshandel.

   Hver afdeling har sin farve i forskellige nuancer malet i acryl på nogle af vinduespillerne samt foran et par vinduer i transparent plastfolie. Det giver et helt enestående effekt, når solen står ind gennem det farvede vindue og fører en enten grøn, blå eller rød stribe lys med sig hen over skriveborde og vægge.. Desuden har hver afdeling et fotostatisk tema, der understreger farvetilhørsforholdet. Den blå afdeling har for de to endevægge fået ophængt forstørrede fotos af en vidunderlig knaldblå himmel med kridhvide, drivende skyer. De stammer fra Søren Loses hjemegn Lolland, og de fylder væggene helt ud. Man får uvilkårligt en ro på sig, når man træder ind i det blå univers.

   Går man gennem glasdøren med den røde skyline fra København er stemningen med ét slag ændret. Folk sidder tæt med håndfri hovedtelefoner på og taler med kunder. Nogle går omkring med papirer i hånden. Der er hektisk herinde. En del af rumpillerne er malet i gul, orange eller rød, men typisk er kun halvdelen af søjlen malet på langs. Søren Lose har været yderst opmærksom på ikke at rutte med de røde farver, for det kan hurtigt kamme over, og rød kan blive anstrengende. En 10 meter lang væg er beklædt med en stoffotostat af en solnedgang. Her er alle de røde nuancer, man kan ønske sig.

   ”De røde farver symboliserer storbyens lys, neonreklamer og sol. Der er tale om et livligt kontormiljø med mange mennesker, computere, skriveborde og arkivskabe. Jeg har valgt at arbejde med flader, man normalt ikke lægger mærke til. Ved at beklæde nogle af vinduespartierne med farvede transparente plastfolier, som farver lysindfaldet, får jeg opmærksomheden ledt hen på dele af rummet, man ellers ikke er opmærksom på. Af samme grund har jeg ladet flere vægge, hvor man traditionelt ville have hængt billeder op, stå hvide og frie. Lysindfaldet farver dem i løbet af dagen, og dermed bliver de en del af kunstværket”, siger Søren Lose.

   Den grønne afdeling har ingen fotostater. Til gengæld kan medarbejderne kigge gennem den grønne skyline på glasdøren og ind i et mødelokale, hvor væggene i hele deres udstrækning er behængt med stærkt forstørrede fotostater af palmeblade fra Brasiliens jungle. Fra København til Brasilien. Her spilles på det nære og det eksotiske.

   ”Der er lidt humor, lidt 70er-stil og lidt kitch over det, og sådan må det gerne være. Jeg kalder det en vinterhave eller en hule. Medarbejderne kalder det junglen, og det synes jeg er helt fint”, siger Søren Lose, der også morer sig over medarbejdernes kælenavne til afdelingerne: grøn stue, blå stue og rød stue.

   ”Rum skal ikke være passive og blot noget, man opholder sig i. Rum skal være bevægelige, og disse tre afdelinger bevæger sig via lysets gang hen over dem dagen igennem”, siger Søren Lose. Han indrømmer, at det røde rum var det vanskeligste, netop fordi rød er så voldsom.

   Jens Mikkelsen fortæller, hvordan solen giver væggene farve gennem den transparente, grønne plastfolie på nogle af ruderne i hans afdeling, men også hvordan den rød-orange skyline ind til den røde afdeling bliver helt mørk om aftenen. Det er virkelig lykkedes at lave rum, der ændrer sig, bevæger sig, mener han.

   ”Alle medarbejdere så modellen, og alle havde en mening. De fleste var begejstrede, nogle var skeptiske og enkelte brød sig mindre om det. De skeptiske nu er blevet begejstrede, men der er stadig få, der ikke er så vilde med det. Sådan må det nødvendigvis være. Man kan ikke gøre alle tilfredse. Men alle har haft mulighed for at få indflydelse på valg af kunstner og kunst, og udsmykningen her er stadig noget, vi diskuterer – ikke mindst når der kommer besøg enten af kunder eller kolleger fra andre afdelinger”, siger Jens Mikkelsen. Og sådan skal kunst helst være, mener Søren Lose. Noget man til stadighed kan diskutere. Noget der aldrig bliver ligegyldigt.

   Jens Mikkelsen kan fortælle, at medarbejderne i de tre afdelinger har fået øje for lysets vandring dagen igennem og den ændring, der foregår med lyset fra sommer til vinter – noget man ellers ikke rigtig lagde mærke til. Der er nu blevet rift om at sidde på 7. sal i den gamle Arla-bygning, som ellers ikke rigtig kunne prale med hverken udseende eller udsigt.

   ”Netop udsigten betyder meget, når man arbejder”, siger Jens Mikkelsen, ”og den var ærlig talt noget grå og trist her. Den kan man ikke ændre, men man kan ændre farver, lys og bevægelser i rummene. Man føler, man er kommet lidt ud i naturen, samtidig med at byens tårne er trukket herind. Det er egentlig ret fantastisk, og jeg er ikke i tvivl om, at det giver en større arbejdsglæde. Desuden har folk fået en fælles historie i hele skabelsen af dette her. Det giver en særlig atmosfære, et særligt tilhørsforhold at man sidder midt i en rumudsmykning. Og så rykker det ved nogle grænser for, hvad kunst er”, siger han og opfordrer andre virksomheder til at gå mere professionelt og dybtgående til værks, når den står på kunstnerisk udsmykning. Det kan nemlig ændre en hel del på medarbejdernes motivation og arbejdsglæde, hævder han.

   Marianne Work, administrationsarbejder i Nykredit, oplever farverne som et udtryk for arbejdsgruppernes identitet. Hun mener, at Søren Lose har indkapslet essensen af medarbejdernes hverdag tilsat små finurligheder.

   ”Projektet har betydet, at der er sat præg og identitet på rummene, at vi giver besøgende en god oplevelse, og at vi signalerer overskud til også at opfatte indretning som en vigtig del af Nykredits virke”, siger hun.

   For Søren Lose har samarbejdet med Nykredit indebåret, at han er kommet langt tættere på brugerne eller beskuerne, end han ville komme gennem en traditionel udstilling. Han har lyttet til medarbejderne, været med i deres daglige arbejde og har skabt et kunstværk i dialog med arbejdets væsen.

KUNST SOM BINDELED

Kunst i virksomheder er ikke længere noget, direktøren er ene om at beslutte. Medarbejderne tages med på råd, og demokratiseringsprocessen af kunsten i virksomhederne udgør en social struktur, der er med til at binde folk sammen. Samtidig opfylder kunsten et pædagogisk sigte, når den flytter medarbejdernes grænser for god kunst.

Af Charlotte Bach

Nykredit er en af de få virksomheder, der har oprettet en professionel, permanent kunstafdeling. Den ledes af museumsdirektør for Vestsjællands Kunstmuseum, Charlotte Sabroe, der har det overordnede tilsyn med kunstindkøbene, og som til den daglige drift har to deltidsansatte kunsthistoriestuderende. Oppe under taget i den gamle hovedbygning på Otto Mønsteds Plads i København sidder den ene, Pernille Fonnesbech. Hun er i gang med sit speciale om samtidskunst, og det passer fint ind i Nykredits kunstneriske målsætning om at støtte dansk samtidskunst.

   ”Vi køber ind for et fast beløb om året, og vi har altid en forudgående dialog med de ansatte, for det er jo dem, der skal leve med kunsten i det daglige, og det skal være behageligt for dem at se på det”, fortæller Pernille Fonnesbech, og understreger samtidig, at det er umuligt at gøre alle tilfredse på én gang. Samarbejdet med medarbejderne foregår på den måde, at kunstafdelingen finder nogle repræsentanter for den afdeling, der skal købes kunst til, og præsenterer dem for nogle nye tendenser. Kunst i dag er ofte andet og mere end et maleri på en væg. F.eks. fotos, computergrafik, installationer eller video. På 3. sal i Glaskuben, det nye hovedsæde på Kalvebod Brygge, er der opstillet en stor videoskærm med en kvinde, der langsomt bevæger sig rundt i et landskab. Meningen er, at medarbejderne skal standse op og kigge på den. Hvor skal hun hen? Hvad sker der? Kunsten må gerne tage noget af medarbejdernes tid.

   ”Kunst er jo en del af et rums indretning. Hos os drejer det sig primært om finansiering af huse og ejendomme. Men vi skal huske, at huse og ejendomme indeholder rum, og disse rum kan indrettes på forskellig måde. Kunsten skal være med til at minde medarbejderne om, at vi ikke kun skal tænke i tal og mursten, men i helheder”, siger Nels Petersen, der er kommunikationsdirektør hos Nykredit.

   Pernille Fonnesbech kan fortælle, at nutidskunsten er meget præget af tegning. Men også foto og maleri. Det skal være spontant og legende. Hun køber primært dansk kunst fra nulevende kunstnere, og udsmykningsopgaverne er meget forskellige. I Kalvebodhus, en af Nykredits bygninger, er det meningen, at hver af bygningens ni etager skal indrettes af en kunstner (eller flere) ud fra en overordnet idé. Det er tilfældet med 7. sal, som fotografen og billedkunstneren Søren Lose har indrettet (se ovennævnte artikel). På 8. sal boltrer maleren John Kørner sig med motiver som hval, papegøje og telefon på væggene. Det er en etage, hvor medarbejderne taler meget med kunder, og det talende går igen i billederne. Desuden forlener kunstneren rummet med en særlig spænding, idet han har trukket elektriske ledninger mellem billederne. Han sætter så at sige strøm til kunsten og understreger den hektiske stemning.

   På 9. sal har kunstnerne Christina Malbek, Tanja Rau og Lone Bank lavet et projekt, de kalder Miraklerne. Det består af udskårne illusionsflader i en collage, der skaber et specielt univers. Der er hængt relieffer op mellem vinduerne og malede lister i loftet. De ansatte er meget begejstrede og har bestilt yderligere værker af de tre kunstnere.

   ”Det er noget nyt, at man holder en bestemt stil på en hel etage i stedet for at købe enkeltværker og stille dem op her og der. Etagekunsten passer fint til det moderne, åbne kontorlandskab, men vi har da også traditionel udsmykning med malerier på en væg i enkeltmandskontorer”, siger Pernille Fonnesbech.

   Nykredit har de senere år fordoblet sig såvel i antal medarbejdere, der nu tæller 3.000, som i areal. Der findes i dag fem store bygninger i det indre København samt 50 centre ude i landet. Det har også betydet en fordobling af kunstindkøbet, og Nykredit ejer over 3.000 værker med dansk kunst inden for de sidste 40 år. Der er kunstnere som Carl-Henning Pedersen, Maja Lise Engelhardt, Anita Jensen og Per Kirkeby, hvis gigantiske skulptur sætter sit præg på hovedsædets forhal. Her er kunst for mange, mange millioner. Hvor mange vil Nykredit ikke røbe.

   ”Selvfølgelig er det da også en investering”, siger Nels Petersen.

   ”Men kunsten tjener mange formål. Som sagt skal den hjælpe medarbejderne med at tænke og tale i helheder, men den har også et pædagogisk sigte. Vi vil gerne gøre medarbejderne bekendt med nyere dansk kunst og få dem til at være nysgerrige og interessere sig for kunst. Betragte kunsten som et spejl af tiden, hvad enten man kan lide den eller ej. Kunsten her i huset er genstand for megen daglig diskussion mellem medarbejderne, og så er den et virkelig godt opvarmnings-samtaleemne, når vi får besøg af kunder. Kunsten må gerne provokere, forarge, glæde. Den må gerne rykke noget for folk. Bare den ikke afføder ligegyldighed”.

   Pernille Fonnesbech vil gerne vise nye indtryk, gerne gå lige til grænsen. For hende er god kunst noget, der vækker nysgerrighed og debat. Noget der får én til at se verden og sine værdier på en ny måde. Det skal vække undren, angst, vrede eller jubel. Dårlig kunst er for hende noget, der tjener et rent dekorativt formål.

   ”Generelt synes jeg, folk er meget åbne over for den tanke, at kunst ikke altid er noget i en ramme på en væg, og der er stor interesse for de ansattes side. Mange vil gerne være med i de udvalg, der sammen med kunstafdelingen her i huset og kunstnerne skal finde frem til et resultat.

   Nels Petersen fornemmer helt klart, at kunsten gør noget for medarbejdernes dagligdag. Den afføder interesse, og den binder folk sammen. Samtidig er man med til at støtte nutidige kunstnere i Danmark, og endelig er det systematiske indkøb af kunst, som man har bedrevet siden midten af 1980erne en god investering for Nykredit. Altså tilsyneladende en vindersituation hele vejen rundt.