Den mislykkede overraskelse

(trykt i Ballerupcentrets blad)

Klichéer kan vi alle ty til i mangel af bedre. Men faren er, at de spreder grå og søvndyssende tåger hos modtageren, der slår det indre høreapparat fra. De er hørt mange gange før – indtil kvalmegrænsen. Derfor bør man ikke blot undgå dem, man bør også lægge dem for had, anbefales det i et fornøjeligt hæfte om trivialiteter.

Af Charlotte Bach

Der er ikke fejer noget ind under gulvtæppet. Han måtte bide i det sure æble. Fagbevægelsen rasler med sablerne. Der er kun ét skud i bøssen. Vi må være fremme i skoene. Advarselslamperne blinker. Kæden er hoppet af.

   Vi kender disse udtryk til ulidelighed. Politikerne bruger dem, journalisterne bruger dem. Vi bruger dem alle sammen i mangel af bedre. Klichéerne, flosklerne, der var overraskende og sjove, da de var nye og friske (for længe, længe siden), men som i dag er blevet trådt flade og fade af overdreven og bevidstløs brug. De er med sprogprofessor Erik Hansens ord blevet en mislykket overraskelse.

   Radioavisens gyldne stemme gennem en lille menneskealder Ole Meisner, intern sprogkonsulent i DR Nyheder, har fået nok. Han har begået hæftet Haderen, som for nylig udkom i serien Mediedansk fra DR og Syddansk Universitetsforlag. Her gennemgår han på en både hudflettende og humoristisk måde det fantasiløse udslip fra Christiansborg, blære- og managementordene med de mange engelske lån, som vi navnlig kender det fra erhvervslivet, de indholdstomme signalord fra private og offentlige foretagener og de gjaldende, men vitaminfattige forstærkerord, som visse journalister har forelsket sig i.

   Der er nok at tage fat på. Klichéerne står i kø, og klichémageren tyer til dem, fordi han vil prøve at imponere sprogligt og undlade at bruge de helt dagligdags ord. Han tror, han er kreativ og original, når han anvender udtryk som: breder sig som en steppebrand, lige så svær at vende som en supertanker, ting ta’r tid, (og den allerværste) det er svært at spå, især om fremtiden. Klichémageren optræder i f.eks. slagterigeneralforsamlinger, grundejerforeninger, sportsklubber og lignende, og han vil gerne vække munterhed hos tilhørerne med sit sprog, men oftest opleves det som flovt og pinligt, skriver Ole Meisner.

   Han fortæller i bogen, hvordan Storm P.s lille aforistiske perle: ”Det er svært at spå, især om fremtiden”, i årtier er blevet skamredet i alle mulige sammenhænge, indtil en lederskribent gav den

fladtrampede vits kunstigt åndedræt ved at skrive: ”Det er svært at spå – især om Fremskridtspartiet”. Denne overrumplende måde at bryde klichéen på kalder journalisten og sprogkonsulenten Gert Smistrup for et brud på overgangssandsynligheden, og han giver følgende eksempler: Et ord er et ord, og en mand er en karklud. Så begyndte han at tale frit fra galden. Lån 30.000 kr. på din glatte email. Mærk værtinden (frit efter Tor Nørretranders bog Mærk verden).

   De mange faldefærdige flovsere bliver på den måde iført overraskende klædninger, og det klæder dem. Men det er ikke helt let at finde et sjovt og overrumplende brud, og kan man ikke, skal man helt lade være, råder Ole Meisner. Der er ikke spor i vejen med et godt dansk uden indbyggede, morsomme klichébrud.

   Forstærkerord anvendes ikke mindst af journalister til at sætte mere blus på historien. Fusionerede pengeinstitutter bliver til bankmastodonten, Arla Foods hedder evindeligt mejerigiganten, ligeglad skal have bedøvende foran, og alvor kan kun være blodig. Kursudsving er dramatiske eller historiske og hashmisbruget er massivt. Den slags devaluerer sproget og gør os fattige på ord, når der virkelig bliver brug for forstærkende ord, hævder Ole Meisner.

   Som sagt er politikere og journalister leveringsdygtige i en lang række floskler. Hør bare: barsle med en betænkning, knække kurven, lægge i mølposen, Finansministeriets regnedrenge, sætte sit fingeraftryk på resultatet, kulegrave sagen, på forkant med udviklingen, skyde forslaget i sænk, smide håndklædet i ringen, magtens korridorer, strikke et forlig sammen, kludetæppeløsning, krisen kradser, ondt i skatten, tocifret millionbeløb (frygtelig upræcist, da det jo går fra 10 til 99).

Det smarte engelske

Vi squeezer lidt citron hen over vores scrambled’e eggs, mens vi lytter til året cooleste album, før vi skal på arbejde og coache medarbejderne. Frem med team spirit’en, så vi kan benchmarke. Vi har outsourcet vores HR og kan koncentrere os om at brande.

   Blander man engelske ord med danske for at skilte med sine sprogkundskaber, udelukker man en femtedel af danskerne for at forstå, hvad man siger. Desuden giver det unægtelig problemer at bøje de engelske udtryk på dansk. Men Ole Meisner er ikke sprogrevser i den forstand, at han vil smide alle engelske låneord ud af det danske sprog. Visse ord klarer sig fint – også bøjningsmæssigt. Det gælder ord som weekend, airbag, deadline, chat og downloade. Men andre ord får en fin dansk oversættelse. Det gælder f.eks. skærm, mus, tastatur og piskesmæld (i stedet for whip lash). Ole Meisner opfordrer os til at genopdage gode, danske gloser som dagsorden i stedet for agenda og store børneårgange i stedet for babyboom, punktum i stedet for dot, flodbølge i stedet for tsunami, grænse i stedet for limit, bompenge i stedet for roadpricing, hudflette i stedet for at spanke. Det gælder bare om at være opfindsom. Hvad med grinefjæs i stedet for smiley og lalletid i stedet for happy hour? Folkeviddet  har gennem tiderne vist, at man sagtens kan finde muntre og rammende  danske udtryk. Tænk bare på hajtænder og dollargrin.     

   I øvrigt er vi slet ikke så gode til engelsk, som vi selv tror. På et skilt fra SAS i Københavns Lufthavn stod: We take your luggage and send it in all directions, hvilket nærmest kan oversættes med: Vi tager Deres bagage og spreder den for alle vinde. Måske sandt, men næppe hvad selskabet vil reklamere med.

   Indflydelsen fra engelsk har betydet, at mange ikke længere kan skrive sammensatte ord, men deler dem op i to. Det resulterer i helt nye betydninger med ufrivillig komik: fin mekaniker, ældre boliger, vise sangere og fad øl.

   Tingene bliver ikke altid nemmere af at blive fordansket. Ole Meisner advarer mod de indholdstomme og opstyltede udtryk som italesætte, strategi, dynamik, netværk forandringsparathed og globalisering.

   Til hver en tid har den ældre generation, dvs. folk over 50 år, beklaget sig over de yngres sprog. Ingen kan tale ordentligt eller skrive ordentligt længere. Er Ole Meisner ikke blot endnu et eksempel på dette – en Jeronimus, der harcelerer over tidens sprogbrug?

   ”Tjo, det kan da godt være. Med denne bog henvender jeg mig til alle, der udtrykker sig mundtligt og skriftligt, ikke mindst på professionelt plan. Jeg har bearbejdet et stort materiale, bl.a. fra mine ca. 60 sprogbreve, som jeg har udarbejdet til kollegerne gennem tiderne. Min tanke med Haderen har været at bombardere læseren med klichéer, så opmærksomheden over for sproglig tomhed skærpes. Meningen er, at man efter at have læst bogen skal få overfølsomhed over for floskler og lægge dem for had”, siger Ole Meisner, der i samme åndedrag indrømmer, at han også selv fra tid til anden træder i klichébedet..

   Ole Meisner har tidligere skrevet en bogen Ordvalget til serien Mediedansk. Den handler om at finde det rigtige ord til situationen. Bøgerne har givet sig udslag i utallige forespørgsler fra lyttere, som ringer og mailer til Meisner, der ind imellem føler sig som en underafdeling af Dansk Sprognævn. Han holder jævnligt foredrag og mærker stor interesse og lydhørhed for sprog – også blandt de yngre tilhørere.

   ”Jeronimustitlen kan jeg godt tåle. Jeg har brede skuldre”, siger han med et smil.

Ole Meisner: Haderen. DR og Syddansk Universitetsforlag 2004. 46 s., 79 kr. Kan bestilles hos DR Multimedie eller hos Mediedansk på adressen: http://www.dr.dk/dr-m/mediedansk/