Skip to main content.

Substanz

Trykt i Kr. Dagblad

God underholdning i vores egen historie

 

Virkelighedens Matador. Det er, hvad der gemmer sig bag 13 DVD’er med filmoptagelser fra den almindelige danskers dagligdag gennem de sidste 100 år. Mange af klippene har over 50 år på bagen. Alligevel er de nye, da nogle af dem aldrig har været vist før. Levende billeder er den bedste måde at formidle historie på. Det er folkene bag filmproduktionsselskabet Substanz ikke i tvivl om, selv de først og fremmest definerer deres beskæftigelse som underholdning.

 

Af Charlotte Bach

 

Hvorfor ikke bruge to støveklude og lade begge hænder arbejde samtidig? Sæt det ene ben foran det andet og bevæg fødderne frem og tilbage i takt med støvsugerrørets bevægelser.

   Det skorter ikke på gode råd om husholdning og rengøring på DVD’en Længe leve husmoderen, hvor man også kan se husholdningselever stille op til sjællandsmesterskabet i kartoffelskrælning anno 1935. Det er produktionsselskabet Substanz, der siden etableringen for to år siden har skabt ikke mindre end 13 DVD’er med danskernes egen historie sammensat af filmoptagelser fra de 450 landsarkiver og fra private optagelser. Mange af klippene er aldrig vist før.

   - Interessen for historie er stigende i disse år. Vi har haft middelalderfestivaler, Golden Days med hyldest til guldalderen og nu specielt fokus på H.C. Andersen og hans liv – samt ikke mindst besættelsen. På bibliotekerne udlånes historiebøger, historiske bøger og biografier lige så meget som krimier. Matador-serien fra TV synes uopslidelig, og Krøniken har også haft mange seere. Man kan sige, at det vi har gjort med danskernes egen historie er, at fortælle om hverdagen og virkeligheden uden skuespillere og uden en gennemgående historie, men med almindelige danskere som optrædende og med mange små historier ud fra et overordnet emne, siger Troels Uhrbrand Rasmussen, der udgør den ene halvdel af makkerparret i Substanz.

   Han er journalist med en fortid som redaktionschef i Nordisk Film og TV, producent i Zentropa og egenproduktionschef på TV3. Makker Thomas Bjørn Tingstrup står for marketing og økonomi. Han er bankuddannet og har bl.a. arbejdet som marketingchef hos Tuborg og marketingdirektør i pladeselskabet EMI. Ingen af de to er således historikere, men begge brænder de for at formidle den gode historie i Danmarkshistorien gennem det nære og det enkle, oplevet af øjenvidner, der sammen med private dagbogsnotater, artikler og læserbreve udgør fortællingerne i Danskernes egen historie.

   I besættelses-trilogien er vi med på de danske nazisters landslejr, vi synger alsang i det fri, og vi er med i de engelske bombefly, der fejlagtigt bomber Den franske Skole på Frederiksberg. Beskyttelsesrum, måger i karry, fynsk tobak, sabotage, clearingdrab og folkestrejke er andre punktnedslag i  den over fire timer lange historie om danskerne under besættelsen.

   - Kilometervis af historiske danske filmoptagelser er hentet frem fra arkiver og private gemmer og udødeliggjort på DVD. Optagelser der ellers med stor sandsynlighed ville gå tabt. Vi har med Danskernes egen historie villet skabe et brand for historie. Der findes ingen steder, hvor man kan gå hen og se historiske optagelser. Vi er de eneste på markedet med levende billeder om historie, siger Thomas Bjørn Tingstrup.

   De første otte DVD’er om danskerne er inddelt i regioner med Sjælland, Lolland Falster, Bornholm, Nordjylland, Sønderjylland osv., og de to produktionsfolk er ikke i tvivl om, at jo nærmere man kommer folks eget kvarter, jo større bliver interessen for, hvad det skete lige netop her – uden for ens vinduer. Derfor har Substanz planer om at samle lokaloptagelser om enkelte byer og egne i Danmark, f.eks. Roskilde og Kastrup Lufthavn.

   Målgruppen er den almindelige dansker på 30 år og opefter. Thomas Bjørn Tingstrup understreger, at produktionsselskabet beskæftiger sig med underholdning – ikke med undervisning. Skal filmene vises i folkeskole og gymnasieskole og i andre undervisningssammenhænge, kræver det en pædagogisk indgang og elevmateriale. Filmene kan ikke stå alene.

   - Dermed ikke være sagt, at filmene ikke egner sig til historieundervisning i de større klasser. De gør de bestemt. Og for de skoletrætte og læsebesværede elever vil filmene udgøre et kærkomment alternativ til historiebøgerne. Men det er op til læreren at sætte begivenhederne ind i en større sammenhæng – det beskæftiger vi os ikke med, fastslår Thomas Bjørn Tingstrup. Ikke desto mindre ligger DVD’erne på alle landets amtscentraler, hvor de har fået rosende omtale for deres pædagogiske tilgang til stoffet. Tingstrup og Uhrbrand Rasmussen vil gerne prøve at råbe kulturministeren og undervisningsministeren op og få dem på banen, så DVD’erne kan få en naturlig plads i kulturelle og undervisningsmæssige sammenhænge med det relevante pædagogiske materiale. Ifølge de to producenter appellerer Danskernes egen historie med levende billeder som medieform i langt højere grad til de historieløse, men billedtolkende generationer end nok så spændende skrevet tekst. Substanz forbereder en DVD om 100 år på skolebænken, som skal udkomme i slutningen af september i år. Alle landets folkeskoler er blevet bedt om at bidrage med de filmoptagelser, de måtte have liggende – fra frikvarter og madpakker til besøg hos skolelægen og overhøring af dagens lektie.

   Thomas Bjørn Tingstrup betragter DVD’erne om Danskernes egen historie på lige fod med fiktions-DVD’er lejet i den lokale Blockbuster, og han forestiller sig familien samlet om de genkendelige historieoplevelser, som kan give stof til samtale over adskillige generationer.

   Og stof er der nok af. Tag f.eks. Danmarks første rigtige supermarked, som åbnede i Islev i 1953, et køleskab der ”tænder og slukker, når man åbner og lukker”, og som i 1954 kostede 1.980 kr. svarende til tre måneders løn for en arbejder, men som i 1960 kan fås for 500 kr. Vi ser det første kvindehus i København med adgang forbudt for mænd i 1971, russernes bombardement af Rønne og Nexø 7. og 8. maj 1945, mens resten af Danmark fejrer befrielsen, og vi følger tobakspigerne hos C.W. Obel i Aalborg. Der er soldaterliv på Fyn i 60erne og 70erne, der er hippier i Thylejren i 70erne, og der er ungdom i Skive og Bjerringbro i 50erne.

   - Danskernes egen historie er god at tale ud fra og fortælle videre om for dem, der oplevede hverdagen dengang. Derfor egner DVD’erne sig godt til familieunderholdning, der vil lidt mere end blot underholde, siger Troels Uhrbrand Rasmussen.

   Oprindelig ville de to produktionsfolk have solgt idéen til et af bogforlagene, men ingen var interesseret. Thomas Bjørn Tingstrup vil gerne takke forlagsbranchen for en yderst arrogant behandling af forslaget om at producere Danskernes egen historie, for som han siger, ellers var Substanz aldrig blevet til noget. Succesen er til at tage og føle på. Alene de første otte regionale DVD’er er solgt i 200.000 eksemplarer. På Bornholm har DVD’en om netop denne ø solgt i 10.000 eksemplarer fordelt blandt de 36.000 bornholmere.

   Det er et temmelig omfattende arbejde at udarbejde en DVD. Materialet skal findes og udvælges. Professionelle historikere står for det dramaturgiske og skriver teksten, der tales ind over billederne. Det Historiske Hus i Odense, der fungerer som samarbejdspartner for Substanz, udfører den historiske research. Lokalarkiverne betales med en fast pris pr. minut, der bruges af deres filmmateriale, og der skal aftales rettigheder med fotografer, lyd, musik og produktionsselskab. Uhrbrand Rasmussen og Thingstrup har sat 12 millioner kr. i Substanz, og de regner med at få pengene hjem. Dansk Supermarked har nemlig troet på deres idé lige fra den spæde start og vil gerne have DVD’erne blandt deres varer. Boghandlerne har også taget pænt imod produkterne, og Substanz har megen god udveksling af idéer med bogbranchen, som har fingeren på kundernes lyster.

 

Danskernes egen historie. Otte DVD’er om oplevelser fra hele Danmark: København, Sjælland, Bornholm, Fyn, Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Midt- og Vestjylland, Nordjylland.

Tre DVD’er om besættelsen: Tyskerne kommer, Modstanden vokser, Befrielsen.

Længe leve husmoderen, DVD der bl.a. bygger på de mange husmorfilm, som med støtte fra staten blev produceret fra 1930-1960.

De kongelige kommer forbi, DVD om danskernes egne oplevelser med det danske kongehus.

Spilletid fra 70 min. til 110 min. Pris pr. DVD: 219 kr. Kan købes hos boghandlere og i større supermarkeder samt lånes på adskillige biblioteker.