Jakriborg, trykt i Kr. Dagblad

En moderne hansestad i Skåne

På en flad mark i udkanten af den lille skånske by Hjärup rejser der sig en ny by i middelalderens byggestil med høje gavle, festligt farvede huse i varierende størrelse og krogede brostensbelagte, bilfri stræder. Pastiche siger kritikere, trivsel siger beboerne.

Af Charlotte Bach

Godt 30 km nordøst for Øresundsbroen ligger et eventyr. Magien begynder ca. 200 meter før, man når frem, idet man langs vejen bliver mødt af smukke smedejernslygtepæle med ottekantet glashoved, der udsender et varmt lys. Man følger skiltet til parkeringspladsen med flade marker til den ene side og byen Jakriborg til den anden, og så er det, at ens underkæbe næsten rammer jorden. Selv på en snusket, lyssky vinterdag, hvor områdets konturer fremstår diffuse, og den hvidgrå tågehimmel ligger tungt og nedslående, kan man kun blive oplivet af synet, der som en luftspejling stiger op af det lave landskab.

   Høje tagrejsninger med spidse gavle. Huse der ligger forskudt for hinanden i varierende højde. Et utal af kviste i forskellig udformning– ligeledes med høj rejsning. Røde tegltage og nedenunder pudset murværk i blegrosa, sødsuppe og paprika, bleggrøn og irgrøn, æggeskal, nybodergul, musegrå, karry, dueblå. Et stort skilt ved byporten byder én velkommen til Jakriborg, og logoet er ikke til at tage fejl af: et fjerprydet hoved fra en ridderrustning og et skjold. Velkommen til en rejse tilbage til middelalderens byggestil.

    Igennem byporten og nok en port. Biler er bandlyst og må opstaldes på den store P-plads. De fine gadelygter med stort glashoved går igen på husvæggene, toppede brosten og snoede gader fører den besøgende frem mod åbne torve og pladser, der igen forgrener sig i nye, smalle gader. Ikke to gadedøre er ens, ligesom vinduerne varierer fra hus til hus. Nogle er småsprossede, nogle  rundbuede, og sprosserne er af træ, kittede og profilerede. Enkelte ruder er blyindfattede.

   Visse steder forbinder overdækkede gangbroer to huse. Variation synes at være nøgleordet. Med bindingsværk hist og karnapper og udhæng pist. Forvilder man sig ind i de små stræder, hvor gårdhaverne ligger tæt, møder man f.eks. kampesten i dekorative slyngninger, en muret brønd med tegltag eller brosten lagt i fin ornamentik. Ved hvert andet hjørne venter man at møde en hestetrukken kærre fuld af tønder med mel eller øl eller en kone i vadmelskjole med en kurv fuld af grøntsager. Man spejder efter pakhusenes hejseværk og kroge på de mægtige gavlpartier, men finder mest franske altaner. Det er Visby, Lübeck, Louvain-la-Neuve eller Ebeltoft med inspiration fra Pinocchios landsby og Dickens’ London. Det er Jakriborg – en moderne hansestad midt i Skåne.

   Der er tilmed en bymur, som løber langs hele østsiden af byen og beskytter Jakriborg mod togstøj. Byen har sin egen station, og i muren er indfældet store, rundbuede ruder, så spadserende kan følge med i togtrafikken fra bysiden. Mod nord udvides byen konstant, og meningen er, at den skal være 10 gange større og indeholde godt 3.000 lejligheder og 7-10.000 indbyggere. I dag bor der ca. 1.000 mennesker i de 340 lejligheder.

   Hvad er det her for noget? Hvorfor bygger man på den bare mark en splinterny by i middelalderstil med alle moderne bekvemmeligheder? Fed nostalgi efter verden af i går? Retro og vintage fordi det er trendy? Eller opfyldelse af folks længsel efter landsbylivets tryghed – en løsning på storbyens anonymitet og landlivets afsondrethed?

   Arkitekterne bag Jakriborg er brødrene Christer og Jan Berggren. De voksede op i Malmø for 50 år siden i en tid, hvor man boede tæt, og hvor alle beboere og handlende i kvarteret kendte hinanden. En tid, som ifølge Jan Berggren, var tryg, og en stor del af trygheden beroede på, at folk kendte hinanden. Siden kom 1960erne og 1970erne, hvor man byggede store, ensartede parcelhuskvarterer. Her kendte man ikke meget til sine naboer, og man kørte i bil til gigantiske indkøbscentre. Den byggestil blev dominerende i store dele af de vestlige samfund.

   De sidste 20 år har Christer og Jan Berggren næret en drøm om at bygge tæt med et nærmiljø af handlende, således at de fleste indkøb kan klares til fods. På den måde får beboerne langt flere muligheder for at støde på hinanden.

   - Men hver gang vi forelagde vores planer for byggemyndighederne, blev vi afvist. Alle mente, at det ville blive en ghetto. Vi pegede bl.a. på Dragør med de gamle fiskerhuse, hvor folk jo bor tæt og trives med det, men lige meget hjalp det, fortæller Jan Berggren.

   Da brødrenes forældre erhvervede en mark i 1992 i udkanten af den lille by Hjärup fem kilometer vest for Lund, og da mange års tovtrækkeri med byggemyndighederne endte med en tilladelse til at bygge tæt, kom der gang i planerne. Christer og Jan Berggren kunne realisere deres livsværk. De byggede en by, man ikke har set magen til i århundreder. En by uden biler, hvor mennesker kunne bo og handle og færdes trygt. En by hvor beboerne ikke kunne undgå at lære hinanden at kende. En by som brød med de sidste 50 års byggestil, der ifølge brødrene Berggren er både ensformig og kedsommelig. I 1998 blev planerne ført ud i livet.

   - Inspirationen kommer helt klart fra middelalderen. Jeg har altid været fascineret af den smukke byggestil fra hansestæderne med de høje gavle og den store variation fra hus til hus. Det har vi så prøvet at gøre efter, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været og stadig er et kolossalt arbejde, når variation og kvalitet er krumtappen i byggeriet. Dyrt er det også. Vi tjener bestemt ikke på projektet, for vi vil sætte huslejen på et niveau, så almindelige mennesker kan være med. Kvadratmeterprisen ligger i gennemsnit på 850 svenske kr. Dette er jo en vision, et forsøg på at skabe et bedre liv for mennesker – ikke et profitforetagene. Med tiden bliver der også tale om ejerboliger. Nu må vi se. Tjener vi ikke noget på Jakriborg, så tjener vi på vores andre byggeprojekter, siger Jan Berggren.

   Med butikkerne kommer der liv i byen, og der flytter stadig flere handlende til Jakriborg. Men ikke hvem som helst kan få lov at leje sig ind i butiksområderne – kontorer har f.eks. ingen adgang, for de afføder ikke liv i gaden. Jakriborgs største butiksgade p.t. er den brede Köpmannagatan, hvor konditoriet på hjørnet af det skæve Stora Torget som en magnet drager spadserende ind på en bidende kold vinterdag. 

   Jakriborg giver anledning til kritik blandt andre arkitekter, som ikke mener, at man bør efterligne tidligere tiders byggestil, men bygge i et formsprog, der svarer til den tid, vi lever i nu. Dvs. funktionalisme og kølige ydre og lige linjer. Arkitekterne har skældt Jakriborg ud for at være en pastiche og en filmkulisse, der forråder sin egen tid. Jan Berggren har kun et skuldertræk til overs for kritikken. Det afgørende for ham er, at beboerne trives og er glade og trygge i de originale og farverige omgivelser.

   Den svenske arkitekt Thomas Hellquist siger til Sydsvenska Dagbladet, at Jakriborg har vendt op og ned på diskussionen om, hvordan arkitekter bør afspejle deres egen tid. Han påpeger, at den funkis, som stadig hyldes i dag, har sine rødder i 1930erne og dermed også er udtryk for pastiche. Ifølge Thomas Hellquist følger Jakriborg et mønster fra tidligere epoker, hvor historiske forbilleder har vundet indpas som inspiration til nyt byggeri. Kalder man Jakriborg for en kulisse, så siger man dermed, at arkitektur ikke må indeholde et element af teater, og så kedelige må arkitekter ikke blive, mener Hellquist. I en tid, hvor forandringer sker med større og større hast, hænger individet fast ved et vist mål af nostalgi for at håndtere sin egen utryghed. Det behov har Jakriborg indfriet på en måde, som er helt enestående i Sverige, hævder Thomas Hellquist.

Til Jakriborg i bil: Fra Øresundsbroen køres mod Göteborg. Følg E6 (E20/E22) ca. 20 km. Følg skilt mod Lomma. Kør af på udkørsel 20 og hold til højre i udkørslen. Efter få meter på landevej 103 køres til højre ved skilt til Hjärup. Ved ankomst til Hjärup følg skilte til Jakriborg.

Med tog: Tag toget til Lund. Derfra til Jakriborg.