Behandling på lavt blus / Fra ord til handling
(trykt i Civiløkonomen)
BEHANDLING PÅ LAVT BLUS
12 medarbejdere hos Novo Nordisk har været udsendt som frivillige i tre uger til diabetesklinikker i Dar es Saalam og Zanzibar i Tanzania for at få en større forståelse af diabetesbehandlingen i udviklingslande. To af dem fortæller her om de vanskeligheder, de stødte på, og om den ballast opholdet har givet dem i deres videre arbejde i Danmark
Af Charlotte Bach
Det mest overraskende ved at arbejde på diabetesklinikkerne i Tanzania som frivillig og som ansat i Novo Nordisk er alle de småting, der ikke virker. Ting man tager som givet, når man kommer fra et i-land. Såsom manglende rørføring til vand, manglende sæbe, manglende fotokopipapir, manglende infrastruktur med elendige veje og svigtende offentlig transport samt en ustabil strømforsyning, der medfører, at man må vælge mellem lys og aircondition.
Det fortæller to udsendte medarbejdere i Novo Nordisk, som i henholdsvis 2003 og 2004 var af sted i tre uger til forskellige diabetescentre, bl.a. på Muhimbili National Hospital i Dar es Salaam. Centrene er etableret delvist gennem midler indsamlet af Novo Nordisk-medarbejdere samt midler fra Verdensdiabetesfonden (World Diabetes Foundation).
”Det kan virke ret håbløst, for selv de mest basale ting mangler. Der er ingen kanyler, ingen saltvand og i nogle dage heller ingen insulin. Der mangler medicin og udstyr i katastrofal grad. Dertil kommer manglende uddannelse af personalet. En vigtig del af undersøgelsen af diabetikere er fødderne, idet sygdommen ofte giver problemer med dårligt blodomløb og nedsat følsomhed i fødderne, og adskillige af patienterne i Tanzania havde fået amputeret en fod eller et ben. Andre havde sår på tæer og fødder som tegn på infektion og begyndende koldbrand. Alligevel blev patienternes fødder ikke undersøgt rutinemæssigt. Det var noget af det, jeg forsøgte at få ændret”, fortæller Mari-Anne Gall, uddannet læge og ansat i Novo Nordisk i 11 år.
Hun understreger gang på gang, at trods de barske vilkår med mangel på stort set alt, er personalet fantastisk venlige og imødekommende.
Mari-Anne Gall var frustreret over ikke at kunne udrette mere, og hun koncentrerede sig om to ting: at få personalet gjort opmærksom på, hvordan man forebygger diabetiske fodsår hos patienterne og at få oversat undervisningsmateriale, brochurer, plakater m.v. til engelsk og swahili. Hun stødte på brugsanvisninger til medicinsk udstyr skrevet på dansk, svensk, norsk og finsk, hvilket selvfølgelig ikke er særlig brugbart i Tanzania, hvor hovedsproget er swahili. Ofte er det småting, der kan lette hverdagen, f.eks. håndsæbe, tape, søm, skruetrækkere eller papir. Kommunikation er et andet problem. Det er en kendt sag, at omkring halvdelen af al post i Tanzania aldrig når frem, og mange hospitaler har ikke råd til at oprette e-mail.
”Det betyder bl.a., at hvis man eksempelvis sender indsamlede hjælpemidler til den centrale diabetesklinik i Dar es Salaam, skal man huske at sende penge med til transporten i landet. Ellers bliver pakken ikke distribueret, eller også havner den det forkerte sted”, siger hun.
De tre uger gik hurtigt, og hjemme i Bagsværd har Mari-Anne Gall sine erfaringer fra Tanzania med i baghovedet i den etiske diskussion, der til stadighed foregår i Novo Nordisk.
”Det er en voldsom oplevelse at se blindhed og amputationer hos teenagere, fordi sygdommen ikke er blevet behandlet i tide. Hos Novo Nordisk har vi en politik om, at diabetikere i verdens 50 fattigste lande, som Tanzania hører under, kun skal betale 20 procent af den gennemsnitlige pris på insulin. Samtidig vil vi gerne være med til at sikre, at der er adgang til medicin i disse 50 lande. Nogle patienter har slet ingen penge. Skal de have gratis medicin? Det er jo en balance for en virksomhed som Novo Nordisk, der også skal tjene penge på sine produkter. I den tanzanianske diabetesforening har man talt om, at de mere velstående diabetespatienter i Tanzania, som besøger de klinikker, diabetesforeningen sponserer, kunne betale en minimal overpris på insulinen, som så kunne finansiere gratis insulin for de allerfattigste af deres landsmænd”, siger Mari-Anne Gall.
En sådan ordning eksisterer ikke i øjeblikket og skal først godkendes af de lokale myndigheder.
Alle havde fingrene i kassen
Preben Uth, controller i Novo Nordisk gennem fire år, skulle være med til at opbygge en økonomistyring og et regnskabssystem. Hvordan brugte klinikken i Dar es Salaam pengene? Hvor mange penge brugte man til medicin?
”Da jeg kom dertil, bestod regnskabssystemet af en pengekasse, som alle havde fingrene nede i. Ingen vidste, hvor meget man brugte til hvad, eller hvor meget der kom ind. Min opgave blev at få oprettet et regnskabssystem, så der fandtes dokumentation på alt, og der kun var én person ansvarlig for pengekassen. Desuden underviste jeg personalet i Exell. Deres it-kundskaber var meget ringe, og mit håb var, at personalet kunne blive en slags superbrugere, så de kunne undervise deres efterfølgere, for udskiftningen af personale er ret omfattende”, siger Preben Uth.
Også han var, som Mari-Anne Gall, overrasket over det massive behov for næsten alting. Det forekom håbløst at sende udstyr, når infrastrukturen stort set var ikke-eksisterende, og ingen havde den fornødne uddannelse til at bruge udstyret. Hygiejnen var lav, kosten dårlig, og patienterne, der stod i lang kø fra morgenstunden for at blive tilset, havde ikke råd til medicinen. De offentlige hospitaler, Preben Uth besøgte, kørte efter princippet sørg-for-dig-selv, som indebærer, at patienterne selv må medbringe medicin, mad, vand og sengetøj. Dertil kommer, pointerer Preben Uth, at verdens hjælpeorganisationer koncentrerer sig om AIDS og HIV, når det gælder Afrika, og diabetes kommer således langt nede på listen.
Preben Uth fik et regnskabssystem op at stå. Han fik også etableret et system, der skulle holde styr på, hvem der tog medicin ud af skabet, hvem der fik gratis medicin, og hvor meget medicin man havde på lager. Han fik indarbejdet processerne, men hans store spørgsmål er, om det holder, efter han rejste.
Og hvad kan han så bruge sin viden til som controller i Novo Nordisk?
”Jeg har fået et bredere kendskab til diabetesbehandling i udviklingslande. Hvordan man får diagnosticeret patienten, hvordan man prissætter medicinen, hvordan man uddanner personalet, hvordan man opbygger kompetencecentre i landet – kort sagt hvordan man løfter hele behandlingssystemet. Det er noget, jeg kan bruge i mit daglige arbejde”, siger Preben Uth.
Boks:
Novo Nordisk oprettede Verdensdiabetesfonden (World Diabetes Foundation) i 2001 med en donation på 500 mio kr. over en 10-årig periode. Fonden skal skabe fokus på forebyggelse, uddannelse af patienter og behandlere, forbedring af adgangen til medicin og forbedring af diagnosticering, behandling og overvågning af diabetes.
www.worlddiabetesfoundation.org
FRA ORD TIL HANDLING
At arbejde i en virksomhed, der fremstiller medicin til diabetikere, kræver en høj etisk standard. Men ét er de mange fine ord om ansvarlighed, noget andet er at føre dem ud i virkeligheden. Hos Novo Nordisk kan medarbejderne få fri til at deltage i arrangementer og kortvarige udstationeringer, som skaber viden og værdier til gavn for de fattigste lande i verden.
Af Charlotte Bach
Et miljøansvar. Et socialt ansvar. En økonomisk bæredygtig forretning. Sådan ser Novo Nordisk sin forretning, sin vision, sin strategi. Det kaldes også den tredobbelte bundlinje. Men hvordan bygger man bro mellem store forkromede værdier og dagligdagen? Det har man et bud på i Corporate Stakeholder Relations, der er ansvarlig for at drive Novo Nordisks indsats på området, eksternt såvel som internt. Et bud som oven i købet fungerer som en slags efteruddannelse for medarbejderne.
Afdelingsleder Susanne Stormer: ”Vi ønsker at motivere medarbejderne til at engagere sig i aktiviteter – ud over deres daglige arbejde – som viser, at vi tager et socialt og miljømæssigt ansvar for verden omkring os. Der kan være tale om aktiviteter, som understøtter vores forretningsområde, dvs. at forbedre vilkårene for mennesker med diabetes. Vi har kaldt programmet for TakeAction!, og det blev lanceret i januar 2003”.
Der har været mange forskellige initiativer. I Brasilien har medarbejdere arrangeret en oplysningskampagne om diabetes med en informationsstand i landets største lufthavne, medarbejderne i Bagsværd indsamlede ni tons tøj og legetøj til et diabetescenter i Tanzania, medarbejdere i Sydafrika arrangerede en Walk-a-thon for at indsamle penge til etablering af en lokal diabetesklinik, medarbejdere i Østrig cyklede opad landets højeste bjerg, Glossglockner, og med denne aktion fik de indsamlet penge til børn med diabetes i Indien, medarbejdere i Danmark arrangerede et loppemarked og underholdning på Novo Nordisks kursuscenter, Hvidøre, og overskuddet gik til etablering af en diabetesklinik i Vietnam.
”Meget af styrken ved TakeAction! ligger i programmets lokale forankring, hvor medarbejdere udfører arbejde på gadeplan og oplever, hvad deres engagement kan betyde for diabetikere rundt om i verden. Organiseringen af events og indsamlinger er med til at udvikle medarbejdernes lederegenskaber og bringe overensstemmelse mellem virksomhedens værdier og virkeligheden – det vi kalder walking the talk. Ved at engagere sig får man ofte skabt bedre interne netværk på tværs af afdelinger, og vi har også set, at programmet er en faktor, der styrker medarbejdernes loyalitet, moral og tilfredshed”, siger Susanne Stormer.
Et af TakeAction!s mere specielle tiltag er Volunteer-programmet, hvor medarbejdere kan søge om at komme tre uger til et udviklingsland for at arbejde som frivillig. På orlov og med fuld løn. Siden foråret 2003 har 12 medarbejdere været i Tanzania, hvor de arbejdede på en diabetesklinik i Dar es Salaam. Tre af dem har siden fået nye job internt. For Susanne Stormer er disse jobskift en vigtig indikator af, at det rykker, når man flytter sig.
Volunteer-jobbene bliver defineret i tæt samråd med de steder, hvor de frivillige skal ud at arbejde. F.eks. har man haft en IT-konsulent, en HR-konsulent og en regnskabsmedarbejder af sted foruden de oplagte funktioner som læge, sygeplejerske, laborant og farmaceut. Udover Tanzania får medarbejderne nu også mulighed for at arbejde som frivillig i Malaysia og Zambia.
At gøre en forskel
Der er tre måder, man kan komme i gang med TakeAction!-programmet på. Man kan engagere sig ved at skrive under på, at man vil gøre en forskel i forhold til den tredobbelte bundlinje. Man kan handle (arrangere indsamling, cykling, march, loppemarked, være frivillig i et udviklingsland osv.). Og man kan dele sine idéer og erfaringer med kollegerne. Her anvendes især Novo Nordisks intranet, hvor man bl.a. kan læse de udsendtes dagbøger fra opholdet i udviklingslandet samt finde beskrivelser af TakeAction!-projekter fra hele verden.
”Når vi på denne måde går ud og leger ulandsorganisation, så har det to formål: at hjælpe patienter og behandlere på stedet med f.eks. lægeassistance, uddannelse edb eller regnskab samt at medarbejderne tager noget med hjem, som de kan bruge i deres daglige arbejde. Vores medarbejdere lærer meget om, hvad diabetes indebærer, og de lærer at tackle nogle situationer på en helt ny måde. De får en større forståelse for virksomhedens kunder. Vi er meget opmærksomme på, at disse frivillige ikke bare bliver luksusturister på eksotisk ferie”, siger Susanne Stormer.
Når den frivillige vender tilbage, forventes det, at han eller hun i sin egen og andre afdelinger præsenterer, hvad udbyttet af opholdet har været gennem et foredrag med billeder. Det skal sikre, at effekten multipliceres.
”Vi vil næppe kunne mærke de frivilliges ophold på bundlinjen, men de udsendte har lært noget om at tackle vanskelige situationer og er blevet mere omstillingsparate. De har haft mulighed for at omsætte vores værdier til kød og blod, og herhjemme kan de bidrage med en anden forståelse af, hvad det er for en forretning, vi driver. De kan se helheden – se betydningen af vores produkter”, siger Susanne Stormer og tilføjer, at TakeAction!-programmet i begyndelsen blot handlede om at give medarbejderne muligheden for selv at gøre noget ekstra, der viste, hvordan Novo Nordisk tager ansvar og omsætter værdierne i praksis. Senere indså man, at der også var udviklingsmuligheder for medarbejderne i det og dermed en forretningsmæssig vinkel.
”Alle vore medarbejdere har en udviklingsplan, der bl.a. indeholder forretningsmæssige mål og mål for personlige kompetencer. TakeAction!-programmet kan sagtens bygges ind i den personlige udviklingsplan. Jeg tror, at det frivillige ophold kan bruges som en måde at komme videre på, hvad enten det drejer sig om en afklaring af, hvor man gerne vil hen i organisationen, eller en bedre forståelse af, hvordan ens daglige arbejde kan gøre en forskel”, siger Susanne Stormer.
De frivillige har haft 5.000 kr. med til at købe inventar for eller andre forbedringer til diabetesklinikken i Dar es Salaam.