Grund til at ranke ryggen / Hvad foregår der på et rådhus?
(trykt i Civiløkonomen)
GRUND TIL AT RANKE RYGGEN
Offentlige ledere skal træde i karakter og vise omverdenen, at en offentlig arbejdsplads er udfordrende, selvstændig og fagligt krævende. At god offentlig ledelse kan håndtere såvel den politiske som den faglige dagsorden. Samt at den offentlige organisation har et væld af gode historier at fortælle. Det mener direktøren i Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning Jesper Fisker.
Af Charlotte Bach
Rammebetingelserne er forskellige, men ellers er der mange ligheder mellem den private sektor og den offentlige. De dage er for længst forbi, hvor man som offentlig ansat var sikret arbejde til pensionsalderen i et rutinepræget, lidt søvnigt arbejde uden alt for megen selvstændighed og til en beskeden løn. Nu kan en offentlig ansat få indflydelse på sit arbejde, opnå faglige og personlige udfordringer, evt. i projektform og i arbejdsteams, blive efteruddannet og opnå fleksibel arbejdstid eller arbejdspause alt efter, hvor man befinder sig karriere- og familiemæssigt. Sikkerheden i en offentlig ansættelse er røget til fordel for en selvstændig indsats. Lønnen kan stadig ikke konkurrere med den private sektor – til gengæld sættes de bløde værdier såsom medindflydelse, gode kolleger, fleksibel arbejdstid og indholdsrigt arbejde i højsædet i det offentlige. En undersøgelse foretaget for nylig af den danske gren af Det Europæiske Medarbejdsindeks viser, at offentligt ansatte er mest tilfredse. Det er første gang i indeksets historie, og i spidsen for den tilfredse skare ligger kommunalt ansatte i daginstitutioner og på plejehjem.
Ikke mindst på den baggrund mener den administrerende direktør i Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, Jesper Fisker, at tiden er inde til, at de offentlige ledere træder i karakter.
”Vi (de offentlige ledere, red.) har længe haft en lidt underdanig holdning over for de private ledere. De sidder jo med indtjeningen sort på hvidt. Med halvårsregnskab og fine tal på bundlinjen. Det har de offentlige ledere haft svært ved at give igen på, for vores sektor har ikke på samme måde kunnet gøres op i et pengemæssigt årsresultat. Men vi har så meget andet at ranke rygge over og være stolte af. For det første jonglerer vi med en lang række, ofte indbyrdes konfliktende, dagsordener. Vi skal udarbejde langsigtede planer samtidig med, at vi skal tage enkeltsager op. Vi er lagt i nogle politiske rammer, som vi skal handle inden for, og vi har løbende politiske sager. Vi har de faglige organisationer som medspillere, og vi behandler mange klagesager, som alle bliver taget alvorligt. Vi har åbenhed i forvaltningen, hvor enhver kan forlange aktindsigt. Den åbenhed betragter jeg som en stor styrke. Vi kan tåle at blive kigget i kortene”, siger Jesper Fisker, der er øverste chef for 14.000 ansatte med at samlet budget på 10,5 milliarder kr.
Han mener, at netop evnen til at håndtere mange dagsordener er noget, de private ledere kunne lære af. Udover den nødvendige fokus på indtjening bliver de private ledere ifølge Jesper Fisker i højere grad nødt til at tage andre parametre ind for at tilfredsstille den kritiske forbruger. Det drejer sig om virksomhedernes etiske, sociale, miljømæssige og politiske ansvar. Det er ikke længere nok at vide, at varen er kvalitetsmæssigt i orden. Den skal også kunne leve op til en række værdimæssige krav undervejs i produktionen.
Frem med de gode historier
”De offentlige ledere har lært managementmetoder, styring og dokumentation af de private. Nu er det på tide, at de offentlige ledere viser omverdenen, at de er dygtige, og at deres organisation kan opvise resultater. Vi har mange gode historier at fortælle, men vi har ikke være dygtige nok til at promovere dem. Pressen går traditionelt efter de dårlige historier, og det begræder jeg ikke. Vi kan ikke undgå dårlige historier, men vi kan blive bedre til at få de gode frem”, siger Jesper Fisker.
Når han taler om resultater inden for en stor offentlig organisation som Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning tænker han på måling af mellemmenneskelige relationer. Ydelsens kvalitet, omfang og effekt. Omfang er nemt nok at måle, men hvad med kvalitet og effekt? Kan man måle kvaliteten af omsorg?
”Ja, det kan man faktisk godt. Tidligere sagde man, at den slags ikke lod sig måle. Og folkeskolen stritter stadig imod enhver tale om kvalitetsmåling. Det gør vi ikke her i sundhedsforvaltningen. Vi vil måles på lønsomhed og produktivitet, så vi kan se, om vi opfylder vores målsætning. Vi udarbejder til stadighed tilfredshedsanalyser og effektanalyser. Er de ældre borgere i København tilfredse med vores ydelser? Og hvordan ligger det med de etniske ældre? Faktisk ligger det rigtig godt. Vi har en høj grad af tilfredshed hos brugerne. De kan gratis vælge private leverandører, hvis de ønsker, men mere end 90 procent vælger vores ydelser. Det betragter jeg som et overordentlig flot resultat”, siger Jesper Fisker.
Fat i de unge
Han er klar over, at han og andre offentlige ledere skal ud og konkurrere med de private ledere om fremtidens få unge. Hvad vil han slå på i den forbindelse?
”Vi er gode til de bløde værdier, dvs. medindflydelse, indholdsrigt arbejde, personlige udfordringer, efteruddannelse osv., mens vi ikke kan konkurrere på lønnen. Men alle medarbejderundersøgelser viser, at hvis blot lønnen er rimelig, så spiller de bløde værdier en større rolle for medarbejderne. Derfor skal vi blive bedre på det område end de private virksomheder. Det bliver arbejdstagers marked om få år, og så skal vi blive bedre til at lytte til medarbejderens ønsker. Vi skal turde stille krav til hinanden og belønne dem, der er særlig aktive. Ikke alene med penge, for det har vi ikke budgettet til, men der findes så mange andre måder at belønne på. Give medarbejderen større ansvar, større udfordringer, større mulighed for selv at bestemme. På den måde tror jeg, vi har en god chance for at få de unge til at søge ansættelse i det offentlige og få vendt et lidt støvet omdømme. Men det kræver, at de offentlige ledere holder op med at være en undskyldning for sig selv og begynder at vise omverdenen, hvor fine resultater, de opnår”, understreger Jesper Fisker.
HVAD FOREGÅR DER PÅ ET RÅDHUS?
Den offentlige sektor kan så meget og har så meget interessant at byde på, at det kan undre, at unge studerende i vid udstrækning vælger den fra, mener Henrik Holt Larsen, professor ved CBS. Han mener, at fravalget skyldes uvidenhed, at tiden er inde til at den private sektor tager ved lære af den offentlige sektors fornemmelse for politik, samt at den offentlige leder begynder at prale.
Af Charlotte Bach
Det unikke ved offentlig ledelse er, at der er tale om ledelse og handling, som er underlagt en politisk dagsorden. I den offentlige sektor er man vant til at se dagligdagen i et politisk lys. I den private sektor er der opstået en stigende erkendelse af, at de politiske aspekter spiller en større og større rolle – ikke blot udadtil såsom hensynet til miljø og etik samt social ansvarlighed – men også internt i forhold til salg og produktion eller til moderselskab og datterselskab. Her spiller de politiske aspekter en større og større rolle, og det bliver afgørende for såvel virksomhedens som medarbejdernes succes at kunne pleje politiske interesser medarbejderne imellem. Det politiske spil i en virksomhed, den interne kongekabale, om man vil, består i at kunne håndtere situationer, hvor interessemodsætninger og knappe ressourcer er dagligdag. Og her kan den private sektor lære af den offentlige. Lære politisk musikalitet, lære at tænke lokalpolitisk, lære at begå sig med stedets uskrevne regler.
Synspunktet tilhører professor ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi på CBS, Henrik Holt Larsen, som punkterer nogle af myterne om offentlig og privat sektor – ikke mindst i lyset af de studerendes holdning til disse sektorer.
”De studerende vil for størstepartens vedkommende helst arbejde i en stor organisation og helst i en privat. De tror, det er det mest interessante. De store organisationer har vi ikke så mange af, idet over 90 procent af danske virksomheder har under 100 ansatte. Og hvad angår det interessante, så er den offentlige sektor mindst lige så spændende som den private. Men de studerende kender ikke meget til den offentlige sektor. De har gennem livet kun mødt pædagoger og lærere som eneste repræsentanter fra den offentlige sektor. De aner f.eks. ikke, hvad der foregår på et rådhus”, siger Henrik Holt Larsen.
Han mener, at de unge på CBS har lært at samarbejde, men at socialiseringen til arbejdslivet ikke er alt for veludviklet. På cand.merc.-linjen i HRM kommer man imidlertid 10 uger i praktik – også i offentlige virksomheder – men ingen andre linjer opererer med systematisk praktikophold som en del af studiet. Det synes Henrik Holt Larsen er en skam. Han så gerne, at alle linjer sendte de studerende i længerevarende praktik. Blandt andet fordi de så ville finde ud af, at forskellen på offentlig og privat sektor bliver mindre og mindre. I den offentlige sektor foregår en benhård rationalisering med krav om bedre ydelser for færre ressourcer. Det minder meget om den private sektors måde at tjene penge på. Den økonomiske styring er ens i de to sektorer, hævder Henrik Holt Larsen.
Spændende jobs i det offentlige
Han kalder det et paradoks, når så mange unge ønsker at arbejde med mennesker og samtidig fravælger den offentlige sektor.
”Det er jo i den offentlige sektor, at livets vigtige og store begivenheder og indsatser findes: Fødsel, giftermål, skilsmisse, død. Undervisning, pleje, sundhed. Forbedringer i lokalområdet. Se på politiets arbejde. Eller tag besætningen på søværnets fiskeriinspektionsskibe, som i fem meter høje bølger ud for Færøerne skal bugseres i gummibåd fra inspektionsskibet over på en fransk kutter for at meddele skipperen, at han får konfiskeret last og fangstnet, fordi han har fisket ulovligt. Hva’behar! Her kan man da tale om at arbejde med mennesker. Frem for at sidde og sælge møbler eller mobiltelefoner i en privat virksomhed”, siger Henrik Holt Larsen.
Han erkender, at det gælder om at få vendt de studerendes billede af den offentlige sektor som et område med dårlig løn og dårlige karrieremuligheder. Praktikophold kunne være en del af løsningen. Men også at CBS i større grad henter eksterne lærere, censorer og foredragsholdere samt cases fra den offentlige sektor. De offentlige ledere skal ifølge Henrik Holt Larsen lære at være stolte af og måske ligefrem prale med deres resultater, sådan som de private har gjort til alle tider. Men i det offentlige har man tradition for, at politikerne tager æren for lederens og de ansattes gode arbejde. Endvidere bør den offentlige sektor etablere tættere kontakt til uddannelsessystemet.
”Repræsentanter fra det offentlige kan selv gøre meget for at forbedre deres image. De kan invitere de studerende i hold, tilbyde dem at udarbejde projekter, gæsteoptræde i undervisningen, finansiere forskningsaktiviteter m.v. De kan tage ud på skolerne og holde foredrag om, hvor spændende de er, og hvordan ledelse i det offentlige i højere grad end i den private sektor er et samspil. Der finder mere medinddragende ledelse sted i den offentlige sektor. Det er da attraktivt, frem for at blive bosset rundt af en eneherskende chef”, siger Henrik Holt Larsen og tilføjer, at Dansk Industri har udarbejdet en pjece med 20 metoder for virksomheder til at komme i kontakt med uddannelsessystemet. Det kunne den offentlige sektor efter hans mening godt lade sig inspirere af. Desuden burde den offentlige sektor – lige som den private - stå klar i kulissen et halvt til et helt år, før de unge bliver kandidater, og tilbyde sig til dem.
”Dem der er født i 1983 udgør den mindste ungdomsårgang siden 1864. Der er kun 50.000 stykker mod 84.000 i mit fødeår 1945. Det betyder, at om to til fire år vil der være alvorlig mangel på unge ansøgere til såvel offentlige som private job. Ikke mindst på den baggrund haster det for den offentlige sektor at få gang i praleriet. For der er virkelig noget at være stolt over, så hvorfor ikke prale af det?” foreslår Henrik Holt Larsen.