Ringe prestige i at undervise

(trykt i Civiløkonomen)

Undervisningen på universiteter og handelshøjskoler prioriteres ikke tilstrækkelig højt.. Det er forskningen, der giver status og prestige. De studerende - og i sidste ende samfundet - bliver sorteper, hvis ikke vi får problemet til debat, mener Steen Hildebrandt, professor på Handelshøjskolen i Århus. Han foreslår undervisningsformer, der i langt højere grad involverer den studerende.

Af Charlotte Bach

Undervisningen på landets højere læreanstalter er i mange tilfælde for dårlig. Timer bliver aflyst, læreren er ikke ordentligt forberedt, pædagogikken er dårlig, og undervisningsformen er forældet.

   Det mener professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus. Han har ikke  dokumenterede tal for sine påstande, men han bygger sine udsagn på mange års færden i miljøet, hvor han har lagt øre til de studerendes kritik af undervisningen og til lærernes egne udsagn. Han understreger, at den dårlige undervisning ikke er hovedreglen, men at problemet er så omfattende, at vi bør tage os af det.

   Når undervisningsdelen bliver så stedmoderligt behandlet på de højere læreanstalter skyldes det ifølge Steen Hildebrandt en lang tradition for, at ansatte på disse institutioner kun kan gøre karriere gennem deres forskning. Ved ansættelse af adjunkter, lektorer og professorer lægges der næsten udelukkende vægt på forskningsmæssige resultater, selv om disse mennesker bruger rundt regnet halvdelen af deres tid på at undervise. Det har altid givet mere prestige at forske end at undervise og formidle, og det er en del af ansættelseskriterierne, at ansøgeren kan dokumentere forskning f.eks. i form af artikler i internationale tidsskrifter. Men de pædagogiske eller formidlingsmæssige evner fokuseres der stort set ikke på.

   ”Der er ingen krav om særlige pædagogiske kvalifikationer. Jeg mener, man bør revurdere de krav, der stilles til mennesker, der skal ansættes på de højere læreanstalter, så de vurderes såvel på deres evner til at forske, undervise og formidle. Der burde gives incitamenter til god undervisning og belønning for god undervisning”, siger Steen Hildebrandt.

   Han mener ikke, at man som ansat nødvendigvis skal være lige god til det hele. Der kunne sagtens finde en differentiering sted, hvor nogle ansatte især forskede og andre især underviste. Og at man kunne skrue op og ned for de to aktiviteter afhængigt af, hvor man var i livet og karrieren.

   ”Hvis ikke der gøres noget, fører en ringe undervisning til dårlige kandidater med dårlige resultater til følge. Desuden må vi regne med, at adskillige unge tager konsekvensen af den dårlige undervisning og finder en bedre undervisning på udenlandske læreanstalter. Det kan blive overordentlig svært at vende et dårligt omdømme. Derfor må vi tage problemstillingen omkring ansættelseskriterier på de højere læreanstalter op, og vi må have en seriøs debat om undervisningen”, påpeger Hildebrandt.

   Han så gerne, at debatten også tog fat på undervisningsformerne. Et auditorium med 200 studerende og én lærer i envejskommunikation finder han dybt forældet og aldeles uinspirerende. Den moderne IT- og kommunikationsteknologi skal anvendes i højere grad, og de studerende skal selv være mere aktive omkring deres indlæring, f.eks. ved at inddrage det omgivende samfund og udføre praksisarbejde eller projektarbejde. De ældre studerende skal fra tid til anden anvendes som undervisere af de yngre, og mentorordninger kunne bruges meget mere aktivt. Selv at skulle give viden fra sig er nemlig en af de bedste måder at lære på, vurderer Steen Hildebrandt. Alt for mange studerende får en middelmådig uddannelse, og det er på høje tid, at vi får højnet undervisningsniveauet, hvis Danmark ikke skal sakke agterud og de unge flygte til udenlandske læreanstalter, mener han.

Civiløkonomernes udvalgsarbejde under ledelse af Steen Hildebrandt har udgivet rapporten Råd til forandring. Heri stilles der bl.a. nogle forslag til, hvordan Danmark kan forblive i front inden for forskning og uddannelse.