Da politiet blev bedre end sit rygte
Trykt i Civiløkonomen

På få år lykkedes det politidirektør i København Hanne Bech Hansen at vende det dårlige ry, politiet i hovedstaden havde fået efter urolighederne på Nørrebro i maj 1993. Det kan man kalde talent, der har skabt resultat. Hvad er hun for et talent, den elegante 66-årige kvinde, som formår at skabe gejst og motivation hos politiet? Det kan man få lejlighed til at høre mere om på talentkonferencen i november, som HumanConsult, Civiløkonomerne og CSB arrangerer, og hvor Hanne Bech Hansen er blandt talerne. Her tyvstarter vi med et portræt.

Af Charlotte Bach

I 1982 blev den dengang 42-årige advokat og politifuldmægtig Hanne Bech Hansen tilbudt stillingen som konstitueret vicestatsadvokat. Hun sagde nej tak. Kunne ikke se sig selv som leder inden for personaleforvaltning. Havde ingen ambitioner om at gå videre og var yderst tilfreds med det arbejde hun havde, som navnlig handlede om straffesager. Hun stræbte ikke efter en stor position, hvilket også kom til udtryk i de 14 år, hun arbejdede halvtids, først som advokatfuldmægtig 1964-1970 med advokatbeskikkelse i 1969, og året efter som politifuldmægtig i Odense.

”Jeg har altid syntes, at mit job var spændende, og jeg har altid holdt af at gå på arbejde, men dengang havde jeg travlt med så meget andet uden for arbejdslivet. Jeg var glad for musik, spillede en del klaver, gik i biografen, holdt fester, læste. Og fik min søn i 1967. Men et halvtidsjob kommer nemt til at ligne et fuldtidsjob til halv løn. Det fandt jeg ud af 12 år senere, da jeg som politifuldmægtig i Hvidovre en dag fik 10.000 kr. ekstra oven i lønnen, fordi jeg havde ydet en særlig indsats. Så gik jeg på fuld tid. Men jeg havde bestemt ingen ambitioner om en toppost”, siger Københavns Politidirektør gennem de sidste 10 år.

Topposterne er kommet til hende alligevel. I 1984 blev hun vicepolitimester i Gentofte, og så kom den første markante chefstilling som politimester hos Rigspolitichefen i personaleafdelingen i 1986. Hanne Bech Hansen, der ikke mente, hun egnede sig til personaleforvaltning, var blevet personalechef for hele det danske politi. Ironisk?

”Ja, det kan man godt sige. Jeg havde stort set aldrig været på et lederkursus, men jeg kunne bruge min erfaring fra de store sager i nævningetinget, hvor jeg havde holdt procedure. Der ligger megen ledelse i at føre en straffesag. Desuden bruger jeg min sunde fornuft, som jeg har med fra min gode og trygge opvækst i Århus. Spørger du til mine stærke sider som leder, mine talenter for at lede, om man vil, så møder jeg alle mennesker uden fordomme, jeg respekterer dem, og jeg bærer ikke nag. Der kan naturligvis være uoverensstemmelser, men vi skal altså ikke hænge os fast i dem – vi skal videre”.

”Så er jeg god til at delegere opgaver til folk, som har forudsætningerne for at løse dem. Jeg har tillid til mine medarbejdere. Jeg kan skære igennem og træffe en beslutning. Somme tider skal det gå meget hurtigt, andre gange kan man nå at forberede beslutningerne. Selvfølgelig kan jeg blive i tvivl. Jeg har tvivlens nådegave. Men når en beslutning først er truffet, så kører vi. Så er der ingen tid til fortrydelse. Jeg siger altid til mig selv – det har jeg lært af min far – Hvor galt kan det gå? Og hvad gør vi så? På den måde har man hele tiden et beredskab i baghånden, og problemerne forekommer mindre. Endelig gør jeg mig umage med alt, hvad jeg arbejder med. Det er meget vigtigt, synes jeg. Der kan du se. Mine talenter kan jeg tale længe om. Hvad angår svaghederne, må jeg lige tænke mig om”, siger Hanne Bech Hansen og bryder ud i latter.

Drillesyg

Hang til det humoristiske er kendetegnende for den 66-årige politidirektør. Uden humor går det ikke, mener hun, men indrømmer samtidig, at en af hendes svagheder er, at humoren kan slå over i sarkasme eller drillesyge. Hun kan godt fyre en lidt for rask bemærkning af, og det kan måske misforstås, hvis bredsiden er rettet mod folk lidt længere nede i systemet. Men blandt hendes ledere er tonen ofte rå og hjertelig, og den facon trives man med.

”Min største svaghed er nok, at jeg afbryder folk og fuldender deres sætning for dem og svarer også på den. Jeg er altså ikke nogen god lytter. Men sådan er det blandt alle mine ledere, både Per Larsen og Kaj Vittrup (henholdsvis chefinspektør i Københavns Politi og tidligere chefpolitiinspektør og leder af ordenspolitiet i København, nu chef for FNs internationale politistyrke, der arbejder med at opbygge Kosovos eget politi, red.). Vi afbryder hinanden i ét væk og forstår hinanden lige godt for det”, siger Hanne Bech Hansen og tilføjer, at da den amerikanske tidligere udenrigsminister Madeleine Albright for nylig var i Danmark og blev stillet spørgsmålet, hvordan hun var nåede så langt i sin karriere svarede hun: Ved at afbryde.

”Faktisk har hun ret. For det kan jo ikke nytte noget, at man sidder og brænder inde med en god pointe til det, der drøftes her og nu, og når så det bliver ens tur til at tale, så er emnet uddebatteret. Det gælder både mænd og kvinder”, siger Hanne Bech Hansen.

Når det drejer sig om arbejde, har Hanne Bech Hansen aldrig spekuleret på køn. Hun tror ikke, at kvinder skulle besidde mere empati og større kommunikative evner end mænd og derfor egne sig særlig godt som ledere. Hun mener, at både mænd og kvinder kan have gode eller dårlige lederegenskaber, og at det kommer an på den enkelte – ikke på kønnet.

”Det er farligt at lulle kvinderne ind i den tro, at de skulle have nogle særlige evner som ledere. Så mener de, at de kan lede, blot fordi de er kvinder. Det er noget sludder. Der findes ingen specielle kvindelige værdier, og jeg køber ikke den med, at kvinder skal løbe dobbelt så hurtigt og være dobbelt så dygtige som mænd for at komme til tops. Selv har jeg aldrig mærket nogen kønsdiskriminering, til trods for at jeg arbejder i en mandsdomineret verden. Men det skyldes måske, at jeg aldrig har følt mig underlegen. Jeg har altid følt mig selvsikker, altid følt at jeg kunne klare alting. Samtidig har jeg arvet en indre ro fra mine forældre”, fortæller politidirektøren.

Da hun i 1988 blev chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, var hun verdens første kvindelig efterretningschef affødte det blot lidt sjove bemærkninger fra de danske ugeblade, som kaldte hende Danmarks svar på Mata Hari, mens en udenlandsk avis spurgte, om man havde mistet forstanden i Danmark, idet enhver jo ved, at en kvinde ikke kan holde på en hemmelighed. Den slags chikane bider slet ikke på Hanne Bech Hansen – hun ryster det af sig, ler lidt af det og passer sit arbejde. Men hun fornemmede den spændte forventning, der lå i luften, da hun kort efter udnævnelsen skulle være vært for en stor international efterretningskonference. Og hun kan med et stort grin fortælle, hvordan hun til politimesterforeningens generalforsamling og bal bagefter fik en dansepartner, der sagde: Jeg kan mærke, at du ikke vil lade dig føre.

Karrieren kan godt vente

Nej, hun lader sig ikke føre, men har oplevet at sidde som eneste kvinde, tilmed i skrig-rød kjole, til møde i NATOs specialkomité og blive fuldt respekteret. Fordi hun er sig selv og udstråler personlig integritet, imødekommenhed og myndighed. Fordi hun er velforberedt og kan sine sager. Fordi hun lyser langt væk af, at hun er engageret i sit arbejde. Et engagement som gennem hele arbejdslivet har været løftestangen til højere og højere poster. Sammen med kærlige skub fra gode kolleger og en vis portion held – det underkender Hanne Bech Hansen ikke.

Hun kan godt have ondt af de yngre kvinder, som vil det hele: mand, børn og karriere, og efter hendes mening bør man som børnefamilie tage en periode, hvor man kører på lavt blus, f.eks. deltid for så at vende tilbage for fuld skrue, når børnene er store.

”Jeg tror, at hvis man skåner sig selv lidt i begyndelsen af karrieren, så har man mere energi til sidst. Det kan jeg mærke på mig selv. Jeg bliver ved, til jeg runder de 70 og bliver smidt ud. Men det valg med at skære arbejdsmæssigt ned i begyndelsen har mændene ikke. Der bliver jo et ramaskrig, hvis manden siger, at nu vil han gå hjemme hos børnene nogle år, hvorimod det er helt i orden, hvis kvinden tager den beslutning. Dér kan jeg da godt have ondt af mændene. De ligger under for et ret voldsomt præstationspres”, siger Bech Hansen.

Det gjorde hun også selv, da hun i 1995 blev politidirektør i København og skulle klinke renomméet hos politiet, som havde fået nogle slemme skår efter urolighederne på Nørrebro i maj 1993, hvor forholdet mellem borgere og politi mildest talt var anstrengt. Også pressen var på nakken af politiet. Der skulle mere end almindelig benarbejde til for at vende stemningen. Hun nedsatte en presseafdeling og etablerede en pressepolitik. Hun indskærpede sine medarbejdere, at de skulle indrømme fejl, frem for at have paraderne klar og skubbe skylden på andre. Hun fik skabt en åbenhed og en bedre service, som var hidtil ukendt hos politiet i forholdet til borgerne og til pressen, og hendes nye stil fik forhenværende politiadvokat Leo Lemvigh til at udbryde, at hun var det bedste, der var hændt politietaten i det 20. århundrede.

”Jeg troede, at jeg kunne vende vores omdømme på et halvt år, og det kom bag på mig, at der skulle gå fem-seks år, før vi blev opfattet som en åben, fleksibel og serviceminded organisation”, siger Hanne Bech Hansen.

Svendeprøven

Hvis ændringen af politiets image var den største udfordring, så var EU-formandskabet den største opgave i Hanne Bech Hansens regeringstid. Det forløb i sidste halvdel af 2002, og der blev holdt 170 møder i København med forskellig risikorang. Politiets forarbejde var indledt et år før med bl.a. uddannelse af mandskabet og anskaffelse af udstyr og bevillinger. Pressen var indviet i strategien, og det lykkedes at opnå et tillidsforhold til demonstranterne med Kaj Vittrup i førertrøjen. Det halve år betragter Hanne Bech Hansen som Københavns Poltis svendeprøve.

Fromover ligger politiets største opgave i at matche det kriminelle billede, der tegnes af grænseoverskridende, organiseret og flerstrenget kriminalitet (dvs. flere former for kriminalitet begået af den samme). Bandekriminaliteten vil politiet søge at komme til livs på samme måde, som man fik dæmpet rockerne. Men også gennem nye metoder. Hanne Bech Hansen foreslår, at politiet og det civile samfund går sammen om at få de unge i arbejde, som står uden uddannelse og med en plettet straffeattest. Det er en gruppe, som akkumulerer, og som ifølge politidirektøren vil skabe store problemer i København de næste 30-40 år, hvis ikke man tager fat om dem nu.

”Blandt de 15-18-årige er der tale om 70-80 stykker, som hvert år forlader skolen og kommer ud i kriminalitet – ikke mindst mange med indvandrerbaggrund. Dem skal vi tage hånd om nu, mens der er små årgange, og vi har en velfærd, der har råd til det. Vores betjente har på blot to måneder skaffet 20 af disse unge i arbejde ved at tage dem med til arbejdsgivere. Vi møder stor imødekommenhed fra erhvervslivet i disse år. Det må vi udnytte. Problemet er ikke større, end det kan løses”, siger Hanne Bech Hansen med eftertryk og indrømmer, at de unge kriminelle uden uddannelse er blevet en sag, hun brænder for at gøre noget ved.

Og hvad brænder hun for, når arbejdslivet er uigenkaldeligt forbi om fire år?

Musikken spiller fortsat en stor rolle i hendes liv. Som ung musikstuderende kom hun i den forberedende klasse til konservatorieklassen på Musikkonservatoriet i Århus. Men forældrene rådede til jura, og Hanne Bech Hansen fortryder ikke, at hun fulgte deres råd. Hun spiller stadig klaver hver dag. Bach, Händel, Beethoven og en salme om morgenen.

”Jeg er så glad for, at jeg har fået musikken med i mit liv. Det er en dimension af tilværelsen, jeg nødig ville undvære.. Men jeg har mange andre interesser. Jeg læser meget, især danske nutidige forfattere som f.eks. Chr. Jungersens Undtagelsen, Hanne Reintofts historiske romaner og Dorrit Willumsens bog om Herman Bang. Jeg har en plan om selv at skrive romaner. Jeg vil sidde i mit sommerhus på Nordfyn og skrive. Jeg er ligeglad med, om bøgerne bliver udgivet – det er selve processen, der interesserer mig”, siger Hanne Bech Hansen.

Hun er klar over, at der bliver en voldsom omvæltning fra en hverdag med lange arbejdsdage og to-tre foredrag om aftenen hver uge – hun er en efterspurgt foredragsholder blandt erhvervsfolk, foreninger og uddannelsesinstitutioner over hele landet – men hun frygter ikke pensionisttilværelsen. Hun vil tage fat på den med samme ildhu, som hun har varetaget sine mange arbejdsopgaver og poster.

Billedtekst:

”Jeg tror ikke rigtig på det med at mændene har lavet en masse spilleregler i erhvervslivet, som kvinder må lære at bruge, hvis de vil til tops. Jeg tror mere på, at man skal være sig selv og bruge sine evner og kompetencer, uanset, om man er mand eller kvinde”, fastslår politidirektør i København Hanne Bech Hansen.