Historien i børnehøjde

Trykt i Kr. Dagblad

Da farfar var barn

Hvad skal vi med historien? Kulturministeren har netop udnævnt 22. maj til Historiens Dag med talrige arrangementer til følge, men hvordan kan familien formidle historie til yngste generation? En forfatter af historiske børnebøger, en forsker i TV-dramaets betydning for dansk identitet og en historiker og leder af Historiens Hus i Hvidovre giver hver deres bud på, hvorfor det er vigtigt at holde fast i fortiden, og hvordan man kan stimulere børns og unges interesse for historien.

Af Charlotte Bach

Farfar fortæl om dengang du var barn.

   En opfordring mange bedsteforældre har hørt fra deres børnebørn. Interessen for fortiden er stor blandt børn – ikke mindst før teenagealderen. Derefter kan det være sværere at holde interessen fangen, for de mange andre påvirkninger og overgangen fra barn til voksen kræver en stor del af børnenes energi.

   Men hvis familien begynder tidligt med egne, mundtlige fortællinger, historiske bøger for børn,   og historiske udflugter i lokalområdet, kan man ofte grundlægge en interesse og vedligeholde barnets nysgerrighed. Også TV og Internettet kan være gode hjælpere i den forbindelse.

   Når et familiemedlem får stillet spørgsmålet: Fortæl om dengang du var barn, kan der være hjælp at hente i forfatteren Nils Hartmanns trilogi Danmarkskrøniken – barn af det 20. århundrede, hvor han skildrer en families liv i fire generationer fra århundredets begyndelse til i dag. Oldemoren fortæller om sin familie, sine legekammerater og sin første kæreste. Om de første biler og flyvemaskiner og om Første Verdenskrig. Farfaren fortæller om sit liv med leg og skolegang og siden en aktiv deltagelse i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Faren fortæller i 3. bind om ungdomsoprør, atomtrusler og Vietnam-krigen. Men også om sine venskaber og kærester i de år, teenagebegrebet blev opfundet. Bøgerne er fortalt til Karoline, som er 13 år, og som i sidste bind involveres i fortællingen med begivenheder fra hendes egen tid som 11. september 2001.

   - Når du spørger, hvad børn og unge skal med historien, vil jeg svare, at historien kan bruges til at bringe orden i ens egen tilværelse. Hvis man kender sine rødder og ved, at man er en del af et gammelt fællesskab, kan man bedre forstå sin egen tid. Vi har mange træk fælles med vores forfædre og mange fælles værdier. Kristendommen er nok vores største kulturarv fra vikingetiden og til i dag. Men der er andre fælles referencer som f.eks. kampen mod naturkræfterne. Vi har lige oplevet en frygtelig flodbølge i Asien. Naturen versus mennesket er et eviggyldigt vilkår. Men historien kan også bruges mere eksistentielt og filosofisk til at skelne mellem rigtigt og forkert i moralsk forstand. Historien kan skabe mening og sammenhæng i tilværelsen, siger Nils Hartmann.

   Han har skrevet over 100 bøger – de fleste for børn og med historien som baggrundstæppe. Mest kendt er nok hans Børnenes Danmarkshistorien og Børnenes Verdenshistorie på hver fire bind. Derudover har han i en lang række bøger særskilt dykket ned hos bl.a. vikingernes sagnhelte, Gøngehøvdingen, middelalderens pilgrimsvandringer og Tyge Brahe.

   Udover at fortælle selv og læse historiske bøger med børnene kan familien gøre meget andet for at styrke børnenes interesse for historie, mener Nils Hartmann.

   - Man kan begynde i sit lokalområde og besøge de historiske steder. Måske findes der en kæmpehøj eller en landsbykirke. Museer, biblioteker og landsarkiver kan hjælpe med at finde de spændende steder og historier i lokalsamfundet. Man kan besøge et af middelaldercentrene i Ribe, Nykøbing Falster eller på Bornholm, hvor man selv kan lege ridder. Det samme gælder Tøjhusmuseet og Nationalmuseet i København. Sidstnævnte har i øvrigt en historieklub, Hugin og Munin, for de 7-15-årige, som arrangerer en lang række aktiviteter, bl.a. kan man komme med til arkæologiske udgravninger. Rollespil er også en måde at blive historisk bevidst på, og den form for leg tiltaler mange teenagere. På nettet kan man spille historiske spil – dem kan man bl.a. søge på Google. Endelig puster Hollywood til den historiske interesse med storfilm som Cæsar, Alexander og Troja. Her tror jeg, at mange unge, som ellers ikke ville kende den del af historien, hopper med på vognen. Er man på rejse, vil jeg foreslå, at man går ind på det stedlige turistbureau og hører, hvad der findes af spændende historiske udflugtsmål, siger Nils Hartmann.

   Han så gerne, at alle børn fik udleveret et kulturpas, når de begyndte i 1. klasse, så de kunne komme gratis ind på alle museer. Det skulle gælde hele skoleforløbet og kunne være med til at stimulere interessen for historie samt fungere som anledning til at få familien med.

TV som historieformidler

Fiktionen er en central del inden for historieformidling. Forfatteren Nils Hartmann anvender fiktionen som redskab til indirekte at formidle historieundervisning. Det samme gør TV. Lektor Gunhild Agger fra Aalborg Universitetscenter har netop skrevet en doktorafhandling om dansk TV-drama og dansk identitet. Hun har kaldt den Dansk TV-drama – arvesølv og underholdning.

   - TV supplerer den rolle, som de historiske romaner har haft, og TV har den fordel, at det kan samle flere generationer på én gang. Man får en fællesskabsoplevelse ved at se TV sammen, og det sætter snakken i gang. Man taler så meget om tidens individualitet, men vi har også et behov for at høre til et sted. Det er et universelt behov for mennesket at kunne pege på sin kulturarv og sine rødder, og TV-drama af en vis kvalitet kan virke identitetsskabende. Historien er vigtig for alt, hvad vi gør i nutiden. Den giver sammenhæng, dybde og forankring i tilværelsen. Mennesket higer efter anerkendelse, for at livet ikke skal fremstå som ligegyldigt, og anerkendelse kan vi kun opnå, hvis vi indgår i en større sammenhæng, siger Gunhild Agger.

   Dansk TV har produceret en lang række historieformidlende serier. Gunhild Agger nævner i flæng TV-udgaver af bogklassikere som Livsens Ondskab fra 1972, Fiskerne i 1977 og Gøngehøvdingen fra 1992, der søgte at inkorporere et eventyr, og som fik dårlig kritik, men høje seertal. Det samme gjaldt Bryggeren fra 1996.

   Den personlige dokumentarform blev opfundet af Poul Hammerich med Danmarkskrøniken, der gik tæt på Danmark og danskerne fra 1945 til 1975. En meget populær udsendelsesrække i 1983 og 1984, som Leif Davidsen siden overtog. Nyligt afdøde Ebbe Kløvedal Reich stod bag serien Snart dages det – om den danske arbejderkultur. Serien blev vist i 1980erne.

   Og kongen over dem alle, Matador i 24 afsnit, er fiktion og historieformidling i ét skrevet direkte til TV. Gunhild Agger fremhæver den, fordi den har alle væsentlige niveauer med fra den tid, der beskrives – 1929-1947. Vi får historien om handel, krise, krig, varemangel, opblomstring, politik, oprør og spirende kvindefrigørelse længe før rødstrømperne. Man får også et glimrende indblik i vilkårene for de forskellige sociale lag med et persongalleri på et halvt hundrede skæbner, hvis liv, man nemt kan følge. Serien blev vist i 1978-1981 og har givetvis været inspireret af de store engelske serier som A Family at War og Upstairs, Downstairs, mener Gunhild Agger, der ser Agnes som prototypen på den vakse, danske kvinde, der går fra rollen som stuepige til selvstændig forretningsdrivende med en skarp replik og et beslutsomt sind.

   I 1995 blev der udarbejdet en lærebog i historie for gymnasiet ud fra Matador. Her gengives bl.a. billeder og dokumenter fra samtiden. Bogen hedder Matador og vor egen tid, og den består af en kildesamling samt en gennemgang af Matador som historisk dokument.

   Krøniken, som er udset til at løfte arven fra Matador, har ifølge Gunhild Agger også fine kvaliteter, hvad angår historieformidling. Også her er der udarbejdet undervisningsmateriale, og på Krønikens hjemmeside kan man finde forskelligt kildemateriale fra tiden, f.eks. speakerpigerne.

   - At se et TV-drama med historisk baggrund er som at rejse i fortiden. Og når man kommer hjem igen, ser man på sig selv og på sin danske identitet med nye øjne. TV-mediet giver perspektiv i historien og aktualiserer erindringen, siger Gunhild Agger.

   Hun påpeger, at TV kan bruges til meget forskelligt. Det kan bruges til ligegyldig og forfladigende underholdning, og det kan bruges til underholdning som på samme tid er berigende og oplysende.

   - Når oplysning og underholdning blandes, så får man efter min mening en fornem anvendelse af public service-begrebet, og jeg frygter, at dette begreb udhules, hvis TV2 privatiseres, siger hun.

Historien ud til folk

Tag på tur i tiden. Gå en runde i historien. Det er historikeren Poul Sverrilds vision, og den arbejder han på at få realiseret i Historiens Hus i Hvidovre, som han er leder af. Historiens Hus er en ny og opsøgende udgave af Hvidovre lokalhistoriske arkiv, som kun blev besøgt af ca. 500 borgere om året, der kom, fordi de havde et helt bestemt ærinde. Poul Sverrild ville gerne børste det lidt støvede image af arkivet, og gøre fortiden levende for borgerne med en lang række aktiviteter – ikke mindst for børn og unge. Han har tidligere arbejde med unge om at indsamle erindringer fra ældre Hvidovre-borgere, og det blev til 70 interviews om livet i 1920erne, 1930erne og 1950erne.

   For to år siden flyttede Historiens Hus til Avedørelejren, hvor det meget passende bor i et af de smukke, militære rødstenshuse fra 1912. Herfra arbejder Poul Sverrild og hans stab på at synliggøre historien, bl.a. ved at flytte den derud, hvor den er foregået. Foreløbig er det blevet til 20 markeringer i Hvidovre Kommune, der via plaketter, plancher og monumenter fortæller, at her fandt en historisk begivenhed sted. Projektet hedder Historien i Gaden og er et kulturhistorisk projekt, der indrammer hele Hvidovre by som bymuseum.

   F.eks. kan man på J.G. Smiths Allé nr. 22B se det sted, hvor den sidst henrettede i fredstid i Danmark, Jens Nielsen, blev fanget. Han blev dømt for ildspåsættelse og mordforsøg og blev henrettet med økse i 1892. Historien om Vestvolden, Paradislejren og Avedøre Flyveplads – Danmarks eneste bevarede flyvemiljø fra før 1945 – er andre spændende steder, man kan dykke ned i. Kirkegården er et kapitel for sig med over 100 bevaringsværdige gravmæler. Man kan følge fire generationer af bønder og se, hvornår kvinder fandt på at tage deres mænds efternavn. Den skik eksisterede kun i ca. 150 år. Graveren er begravet i tagdryppet fra kirketaget. Det skulle mindske hans tid i Skærsilden, for kirketagdryp blev betragtet som næsten lige så godt som vievand.

   - Vi flytter museet ud i byen, i stedet for at have genstande i montre på museet. Historien er ofte usynlig i forstæderne, fordi beboelsesejendomme og parcelhuskvarterer har sløjfet de historiske rødder. Vi ønsker, at børn og unge og deres familie, lærere og pædagoger – fra daginstitutioner til gymnasier – skal kunne gå en tur i byen og blive oplyst og forhåbentlig underholdt om forskellige historiske begivenheder. Vores mål er at få 5-7 historiske pakker og 40 kvartervandringer at vælge mellem. Vi vil gerne gøre Historiens Hus til et udgangspunkt for at grave og synliggøre historien og klæde forældrene på at formidle den, siger Poul Sverrild.

   Han har netop afholdt Historiens Dag 22. maj – et projekt kulturministeren har iværksat – og i Hvidovre foregik som en skattejagt for børn, der skulle rundt og finde otte historiske poster. Der mødte over 1.000 borgere op, flest voksne hvis børn var flyttet hjemmefra, og for Poul Sverrild understreger fremmødet, at der skal arbejdes intensivt og målrettet for at få lokalhistorien ud til børn og unge. Tidligere har han arrangeret en far-søn aften – vel vidende at det ikke var helt politisk korrekt. På Københavns Befæstning langs Vestvolden gik de den sidste søndag i september med en petroleumslygte i hånden. Poul Sverrild havde i al hemmelighed hyret hjemmeværnet til at ligge på lur i krattet og skyde med løst krudt. Det blev en tur, som fædre og sønner sent vil glemme.

   - Der er behov for specialsyede arrangementer for familier, og vi arbejder i øjeblikket på noget særligt for piger, siger Sverrild.

   For ham drejer historieformidling sig om at etablere en stærkere identitet.

   - Hvis man ikke kender sit eget samfund, kan man ikke betragte og forstå andre samfund endsige ændre verden. Det kræver fast grund under fødderne, siger han.