Helikopterforældre

trykt i Kr. Dagblad

Omsorg eller omklamring

Mange forældre til voksne børn har svært ved at slippe navlestrengen. Ud fra den bedste mening gør de alt for deres store barn og knytter det til sig med praktiske og økonomiske bånd, som det kan være svært for begge parter at bryde.

Af Charlotte Bach

Skolebørnene bliver kørt i skole af far eller mor, som bærer skoletasken og går med ind på skolen og helt ind i klasseværelset, hvor tasken bliver hængt på siden af bordet, og madpakken bliver lagt i køleskabet. Curlingforældre kalder man den type, som fejer enhver ujævnhed væk for barnets fod. De større børn bor i stigende grad hjemme, til de er både 22 og 23 år – ja nogle endda til de er endnu ældre – og hjemmet fungerer som et hotel (bortset fra at det er gratis) med værelse, varm mad hver dag, tøjvask og rengøring. Når de unge endelig flytter, kan det være til en forældrekøbt lejlighed. Således opstår en økonomisk forbindelsen mellem den unge og forældrene, som får mulighed for at følge med i den unges liv fra sidelinjen. Og den mulighed benytter mange forældre sig af.

   Nogle blander sig så meget i deres store barns liv, at de ringer til den unges uddannelsesinstitution for at høre, hvilke lektier den unge har for. Det har man erfaring for på Århus Universitet, hvor studiechef Eva Teilmann kan fortælle, at det bliver mere og mere almindeligt, at forældrene kommer ind over studierne. Fra først til sidst. Forældre er således typisk med, når den 30-årige kandidat aflægger lægeløftet.

   ”Sådan set begynder det allerede i 3. klasse, hvor forældrene skal møde op på skolen og diskutere uddannelsesplan for deres barn. Vores samfund lægger jo op til, at forældrene skal engagere sig i børnenes ve og vel, og det er selvfølgelig fint, men ind imellem kan det tage overhånd. Når de unge skal vælge uddannelse, er det ofte forældrene, der lige klarer det med ansøgningsskemaet, for de unge er typisk på jordomrejse i deres sabbatår”, siger Eva Teilmann, der ind imellem må bede forældre om at gå uden for døren, når hun på studiekontoret skal drøfte uddannelsesvalg med den unge, fordi det er forældrene, der svarer på den unges vegne.

   ”Det ender måske med, at forældrene også går med til den unges første jobsamtale”, siger hun spøgefuldt. Det lyder komisk i danske ører, men er måske slet ikke så urealistisk – i hvert fald ikke, hvis man betragter forældreindblandingen i USA. I en artikel i Århus Universitetsavis, Campus, skrevet af Hans Plauborg, beskrives fænomenet helicopter parents i USA. Her hænder det, at forældre flytter med ind i den unges kollegieværelse på universitetsområdet de første par uger. Amerikanske forældre med universitetsbørn har dannet en forening, der er blevet en stærk lobbygruppe, og visse universiteter har ansatte, som udelukkende tager sig af forældre til de studerende. I England taler man om, at universitetsmiljøet er blevet infantiliseret.

   På den anden side forstår Eva Teilmann godt de bekymrede forældre. Universitetet rekrutterer bredere end før, og forældrene har måske ikke så meget kendskab til universitetsmiljøet. De studerende er også yngre end tidligere, når de begynder uddannelsen. Samtidig er forældrene ældre end tidligere, og det kan indebære, at de har mere tid til at planlægge på projektbørnenes vegne, fastslår Eva Teilmann.    

   Alle forældre har en rem af huden. Vi vil det bedste for vores børn, og vi omklamrer dem – somme tider i kvælende grad, så vi berøver dem enhver selvstændighed. De bliver spundet ind i en forældregodgørenhed grænsende til umyndiggørelse og en evig bekymring på deres vegne. I den amerikanske film ”Hele den pukkelryggede familie” siger bedstefaren, at denne bekymring aldrig hører op – selv ikke når pensionen er i hus (altså børnenes pension). Den unge, danske skuespiller David Owe har sagt, at han er blevet rost af sin mor livet igennem – om han så bare slog en skid.

   Er danske forældre gået i selvsving og blevet til helikopterforældre, der svæver over deres store børn – klar til at kaste redningsline ud ved ethvert tilløb til snublen? Har de ikke noget liv selv at gå op i? Tør de ikke udfordre deres børn på meninger og stille sig an som nogle dumme svin, sådan som forfatteren Per Højholt engang anbefalede?

   Og skal de unge have hjælp af far og mor til alt her i livet fra venner til uddannelse, kæreste og job? Skal de aldrig kappe navlestrengen, selv rydde forhindringer af vejen og tage det nødvendige oprør med forældrene på vejen mod selvstændighed?

   ”Grænsen mellem beskyttelse og kontrol er hårfin. Det svære ligger i at selvstændiggøre sine børn, lære dem at løse konflikter og se dem blive stærke af nederlag. Forældre, der har flyttet sten på sten for deres barn gennem hele opvæksten, vælger ofte løsninger, som udsætter den unges selvstændiggørelse. Det må ikke gøre for 10 øre ondt nogle steder, og man betragter det som et næsten personligt angreb, hvis barnet ikke har det godt”, siger socialrådgiveren Tine Bryld, som i over en menneskealder har rådgivet unge i radioprogrammet Tværs, og som får næsten lige så mange henvendelser fra forældre som fra unge. Hun efterlyser en rådgivning for forældre, som ikke rigtig har nogen steder at gå hen med deres overvejelser, spørgsmål og problemer.

   ”Det er helt naturligt at forældre vil søge at hjælpe deres børn på alle leder, men motivationen hos de store børn til selv at løse konflikter bliver mindre, hvis de er vant til, at far og mor altid træder til. Tager man ansvaret fra børnene, har man også tiltaget sig kontrollen over dem. Uden at nogen parter egentlig har villet det, får man skabt et afhængighedsforhold”, siger Tine Bryld.

   Konsekvensen af mange års alt for tætte relationer mellem forældre og voksent barn kan blive, at de 30-årige ”børn”, som Tine Bryld får flere og flere af i sin radiobrevkasse, har udprægede teenageproblemer og surmuler over, at forældrene ikke i samme grad som førhen er til stede for dem.

   Ifølge Tine Bryld afføder tendensen med forældrekøbt lejlighed til den unge visse risici, eftersom penge mellem venner altid indeholder latent konfliktstof. Flytter der en kæreste ind, kan forældrene måske føle så meget ejerskab til lejligheden, at de mener sig i deres gode ret til at godkende kæresten. Moren føler sig måske kaldet til at støve af og vaske den unges tøj i den lejlighed, hun har været med til at købe. På den måde kan forældrekøbt lejlighed være en alt for glimrende mulighed for at følge med i den unges liv, påpeger Tine Bryld.

   Uden at man skal opsøge konflikten, anbefaler hun et rask lille skænderi fra tid til anden mellem store, hjemmeboende børn og forældre. Det renser luften, begge parter kommer af med deres aggressioner i stedet for at hobe dem op, og bagefter er man gode venner igen.

   ”Der er mange frustrationer i samlivet mellem store børn og deres forældre. Ind i mellem kan det være godt at råbe lidt højt. Men vi er så frygtelig konfliktangste i det her land”, siger hun.

    Den voksende omsorg fra forældrenes side kan ikke blot resultere i uselvstændige unge, men også virke stressende for forældrene, som lader sig styre af præstationsbehov på deres barns vegne. Det mener speciallæge i børnepsykiatri, Gideon Zlotnik,  som har skrevet flere bøger om familien, bl.a. ”De stakkels børn” og ”De stakkels forældre”.

   ”Forældretypen har ændret sig de senere år. Forældrene er ældre, når de får børn, og de får færre børn, som derfor bliver meget dyrebare. Børnene skal lykkes. Derfor er vi vidne til en mere aggressiv omsorg fra emsige forældre, og det begynder allerede, før barnet er født. Der er ingen ende på de kurser, foredrag og bøger, som vordende forældre opsøger. Det er blevet en videnskab at opdrage sit barn, og man tager rask væk på skadestue for et myggestik – også i overført betydning”, siger Gideon Zlotnik.

   I samme åndedrag understreger han, at menneskedyret er enestående, fordi vi er den eneste art i dyreverdenen, der tager os af vores afkom livet igennem. Det betegner han som noget positivt og medmenneskeligt, der kan afstedkomme sunde familierelationer. Hvis det altså ikke tager overhånd og skaber stress hos såvel forældre som barn.

   ”Det magtspil, der kan opstå mellem forældre og voksne børn er blevet forlænget, idet forældrene lever længere. Samtidig modnes børn tidligere end for år tilbage. De tjener deres egne penge, og de kan tidligt gøre modstand. Jeg tror, de fleste familier finder en balance, og så skal man huske på, at forældrene ikke er de eneste, der opdrager børnene. Påvirkninger fra pædagoger, lærere, venner, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og samfundet i det hele taget er også vigtige opdragelsesfaktorer. Hvis det var forældrene alene, der opdrog børnene, så det ikke for godt ud”, siger Gideon Zlotnik og ler.

   Fænomenet med de overinvolverede forældre kan ikke ses isoleret, men er en del af en generel polarisering af samfundet. De ressourcer man har som forælder, vil man – uanset karakteren – naturligvis dele med sine børn, som man ønsker det bedste for. Men der findes en stigende gruppe forældre og dermed unge, som økonomisk er anderledes vanskeligt stillet. Nogle af disse unge bliver boende hjemme længe som det eneste alternativ.

   Disse erfaringer har man gjort på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, som jævnligt får henvendelser om fænomenet.

   - Vi har en stor gruppe unge, som lever et helt almindeligt hverdagsliv. Samtidig oplever vi, at nogle forældre i stigende grad involverer sig aktivt i de unges liv - og dermed kan der opstå konflikt om uddannelsesvalget. Omvendt findes der også unge, som står meget alene med spørgsmålene omkring uddannelse, bolig, fremtid m.v., siger Anne Kofod, Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark ved DPU.

   - Nogle unge flytter ganske rigtigt ind i boliger, som forældrene har finansieret. Det skyldes bl.a., at der er mangel på boliger i et prisniveau, som de unge kan betale, og hvem vil så sige nej, hvis far og mor tilbyder at træde til? I uddannelsesdialogen ved vi, at forældrenes uddannelsesniveau spiller en rolle for, hvordan de unge klarer sig. Det betyder dog ikke, at f.eks. forældre med et højt uddannelsesniveau er de mest engagerede. De unge hvis forældre har en kort eller ingen uddannelse, oplever enten meget involverende forældre, som stiller for store krav til de unges valg af uddannelse, eller at forældrene involverer sig meget lidt, siger Anne Kofod.

   Hun understreger, at når man skal klædes på til et liv som voksen, er begreberne frihed og ansvar centrale. Ungdomslivet indebærer leg og eksperimenteren, men også ansvar for beslutninger for fremtiden, som de unge tager meget alvorligt, og som de ofte føler sig meget alene med.