Børns trivsel

Trykt i Kr. Dagblad

DEN SVÆRE KUNST AT SAMARBEJDE I BØRNEHØJDE

Masser af praktiske anvisninger og en kærlig opsang til tidens selvcentrerede og forvirrede forældre i ny bog om et uopslideligt emne: børneopdragelse. Lær at samarbejde i stedet for at anvende magt, skæld ud og kritik, er bogens mantra.

Af Charlotte Bach

Det skorter ikke på gode råd om børneopdragelse i denne tid. TV flyder over af engelske, amerikanske og danske programmer om børnefamilier, der knirker, og boghandlerne bugner af bøger med gode råd om børn og opvækst. Den 6. september udkommer endnu en bog, Børns trivsel – en forældreguide, skrevet af ægteparret Sonja Overbye og John Clausen, der i over seks år har drevet et socialpædagogisk opholdssted for børn. Hun er psykolog, og han er civilingeniør.

   Hvorfor er det så svært at fungere som familie, at markedet tilsyneladende er umætteligt, hvad angår vejledning?

   - De forældre, der får børn i disse år, er børn af 68-generationen. De har gennem deres opvækst fået meget få retningslinjer. De er usikre på deres rolle som forældre, og de har som oftest travlt med deres karriere. Deres ståsted i forhold til familieadfærd er usikkert, og mange af dem er rent ud sagt forvirrede. Der ligger kæmpemæssige muligheder for resten af livet i en god opvækst, og der ligger lige så mange problemer for resten af livet i en dårlig. Når op mod fjerdedel af danske børn ikke trives i skolen, og ventelisterne til børnepsykologer er alenlange, så er der noget rivende galt, og det er forældrene, der har hovedansvaret, siger Sonja Overbye.

   Det største ord i opdragelsessammenhæng er, ifølge forfatterne, samarbejde. Forældrene skal indbyrdes være enige og samarbejde om opdragelsen, og børn og forældre skal samarbejde om adfærden i familien. I rigtig mange tilfælde lægger forældrene selv op til konflikt, enten ved magtanvendelse (”Tag så den hue på!”), ved ironi (”Er du blevet tunghør?” da barnet ikke straks reagerer) eller ved surhed og lukkethed (”Kan du ikke forstå det, jeg forklarer, kan du selv regne dine stykker!”).

   De fleste kender situationen, hvor barnet ikke vil have jakke eller hue på eller ikke vil gøre det, forældrene har besluttet. Forfatternes pointe er, at man skal lade barnet få medindflydelse og mulighed for at deltage i den måde, tingene skal foregå på. F.eks.:

Mia på 9 år: Jeg vil ikke have den jakke på.

Mor: Ja, men så kommer du jo til at fryse.

Mia: Jeg vil altså ikke.

Mor: Kan du ikke lide jakken da?

Mia: Nej, jeg hader den jakke.

Mor: Hvis vi nu finder en anden jakke, kan det så hjælpe?

Mia: Ja, men så skal det være den blå, selv om den er beskidt.

Mor: OK!

Eller far og Kim på 12 år, der skal besøge Kims farfar på hospitalet:

Far: Kom, Kim, vi skal besøge farfar.

Kim: Jeg gider altså ikke, kan du ikke selv tage af sted?

Far: Farfar spørger altid efter dig. Jeg vil blive glad, hvis du tager med.

Kim: Hvor længe skal vi være der? Hvis det er i flere timer, gider jeg altså ikke.

Far: Jeg vil godt blive der i nogen tid, men du kan tage bussen hjem, når du har hilst på farfar.

Kim: Det vil jeg godt. Hvornår kører vi?

   - Forældreskab indebærer mere end blot at få tingene til at fungere i praksis. Familien skal ruste børnene til at gå ind i samfundet på en god måde. Forældrerollen handler ikke kun om at løse problemer. Den handler om følelser, levemåder, holdninger, livsstil og samarbejdet mellem barnet og forældrene, siger Sonja Overbye.

   I bogen bliver neutralpædagogikken fremhævet. Her søger man samarbejde med barnet frem for kritik. Kenneth på 8 år skal med moren i centret og plager på vejen om legetøj. Hun siger, at der ikke er råd i øjeblikket, men at han gerne må kigge på legetøjet i legetøjsforretningen, mens hun køber ind i supermarkedet. Når hun er færdig vil hun komme hen og se, hvad han ønsker sig. Da hun kommer hen til ham, begynder han straks at plage. Så siger moren: ”Jeg kan ikke lide al det plageri. Synes du, det var en dårlig idé, at du fik lov at se på legetøjet i dag?” Og Kenneth svarer: ”Nej, der vil jeg også gerne næste gang.”

   Den gensidige respekt og samarbejde opnås med begrundelser. Når den 14-årige skruer op for radioen, er moren bekymret, fordi naboerne har klaget. Hun siger: ”Jeg kan godt forstå, at du kan lide den melodi, men du bliver nødt til at skrue ned, så vi ikke generer naboerne. Vil du det?”

   Bogen spænder vidt. Fra praktiske anvisninger med et væld af cases til uddrag af opdragelsens historie, dansk kulturhistorie og kristendom. Endelig en omfattende opslagsdel med emner af særlig interesse for børns udvikling og opvækst fra alene hjemme, bedsteforældre og curlingbørn til kammerater, rollemodeller, og ungdomsfester.

   Det er John Clausen, der har stået for størsteparten af kapitlerne om historie og kultur. Her beskriver han kort kristendommens indflydelse fra middelalder over reformation og pietisme til oplysningstid og liberalisme. Han kommer også ind på socialisme, ungdomsoprøret og indvandringen til Danmark fra 1960erne. Den danske krigshistorie fra vikingetiden til vore dage bliver overskueliggjort på blot to sider, og det er historien om én lang nedtur. Klima og geografi bliver også berørt, ligesom folkehøjskoler, andelsbevægelse og velfærdssamfund.

   Hvorfor nu denne indføring i kultur og samfundsfag midt i en bog om børneopdragelse?

   - Fordi vores historie har gjort os til dem, vi er i dag. Danskerne har ry for at være selvtilstrækkelige og smålige. Vi elsker at hygge os med dem, vi kender godt, men vi kan være svære at komme ind på livet af for fremmede. Og når vi hygger os, skal vi absolut ikke drøfte emner, der kan give anledning til diskussioner. Man kan godt kalde os konfliktsky. Det kan medføre, at vi aldrig får talt ud om tingene, og så kan problemerne ligge og vokse sig store, indtil de en dag eksploderer. Vi savner nærvær og eksistentielle diskussioner i hjemmene. I stedet sidder hvert familiemedlem foran hver sin skærm, hvad enten det nu er computer eller TV, siger John Clausen.

   - Når vi ikke tør tage tyren ved hornene griber vi til ironi, og det kan virke frygtelig nedgørende. Børn forstår det i øvrigt slet ikke. Vi har svært ved at give anerkendelse og vise, at vi er tilfredse med det, barnet gør. De allerfleste udsagn, vi giver børn, er kritiske: Det må du ikke. Du gør det forkert. Lad nu være osv. Når manglende ros bliver et nationalt særkende, er virkningen meget kraftig. Vi har generelt meget lettere ved at kritisere hinanden end ved at rose hinanden, siger han.

   Sonja Overbye tilføjer, at forældre skal se barnet, som det er. Se, at det er godt nok, som det er. Lade det blive set og ikke diskvalificere de initiativer, det tager. Men børnene får ret hurtigt det gule kort, konstaterer hun. Moderne forældre har ofte så travlt i jagten på det perfekte liv, at der ikke er plads til den mindste slinger. Succes i arbejdslivet, skal kombineres med det velfungerende familieliv og de sunde fritidsinteresser. Sonja Overbye har erfaring med, at når faren eller moren ringes op at børnehaven, fordi deres barn er blevet sygt, er det ikke ualmindeligt, at de beder pædagogerne tage sig af det, fordi de sidder i et vigtigt møde.

   - Forældrene må gøre op med sig selv, om de vil satse på karriere eller familieliv. Man kan ikke begge dele på én gang. Har de sat et barn i verden, har de pligt til at tage sig af det. Mangel på tid og mangel på empati er tidens syge, og hvis ikke vi får gjort op med den adfærd, får vi nogle fremtidige samfundsborgere, som vil være meget dårligt rustede til at tage vare på sig selv, endsige fungere i en familie, siger Sonja Overbye.

John Clausen og Sonja Overbye: Børns trivsel – en forældreguide. Gyldendal. 349 kr. 438 s. Udkommer 6. september 2005. 

Billedtekst:

Vi lever i en tid med egoisme og mangel på tid og medfølelse. I den Bermuda-trekant skal forældre navigere og give deres børn en god opvækst. Nøgleordet er samarbejde, fastslår Sonja Overbye og John Clausen, forfattere til bogen Børns trivsel.