Når børn er bange

Trykt i Psykiatrifondens blad

 

Forældre spiller en stor rolle i forbindelse med børns angst. De kan både skabe den og dæmpe den. Den gode nyhed er, at forældre med relativt enkle metoder ofte kan komme deres barns angst til livs.

Af Charlotte Bach

Børn kan være bange for mange ting. For mørket. For hunde. For at gå over vejen. For gift i maden. For at der skal blive krig. For de sorte streger mellem fliserne. For at gå i vandet. Osv. Det er helt naturligt. Som regel kan de voksne berolige barnet og tale med det og allerhelst møde det farlige sammen med barnet. Gå med barnet i vandet, træde på de sorte streger mellem fliserne sammen med barnet, gå ud i mørket sammen med barnet. Her er tale om en håndgribelig angst for noget konkret, og den kan forældrene som oftest afhjælpe ved at afdramatisere det, barnet er bange for.

Vi kommer alle sammen ud for forskellige former for angst gennem livet. Mange af dem er helt almindelige og går over af sig selv igen, påpeger privatpraktiserende psykolog, Liselotte Grünbaum, der har omfattende erfaring med behandling af angst hos børn og unge. Det er normalt, at barnet efterhånden som det vokser, får udviklingsbetingede kriser. F.eks. når det har lært noget nyt og bevæger sig ind i ukendt område. Krisen forsvinder, når barnet bliver fortrolig med det nye. Det er normalt med en situationsbetinget angst. Hvem har ikke haft sommerfugle i maven på den første skoledag? Eller hos tandlægen? Det er normalt, hvis barnet har mareridt, og derfor er bange for at falde i søvn. Det er normalt, hvis mindre børn i en periode har svært ved at skilles fra mor elle far og kan protestere og græde, når de går.

"Men hvis disse normale angstreaktioner står på i længere tid end ca. tre måneder, skal man nok spekulere over, om der ligger mere bag", siger Liselotte Grünbaum.

Når barnets almindelige angstreaktioner udvikler sig til panikangst, så man ikke kan berolige det, eller hvis barnet hele tiden er angst for noget uhåndgribeligt, så er der grund til terapeutisk behandling. Det er uhyre sjældent, at medicinsk behandling kommer på tale for børn. Og børn vil i denne sammenhæng sige 3-13 år.

Sådan tegner privatpraktiserende psykolog John Halse billedet af børns sygelige angst. John Halse var en årrække formand for Landsorganisationen Børns Vilkår og har særlig indsigt i børnefamilie-psykologi og socialpsykologi.

"Man kan udtrykke det sådan, at hvis angsten vedvarende begrænser barnet i dets udfoldelse, så er der grund til at søge professionel hjælp. Det samme er tilfældet, hvis barnets angst har skabt emotionel smitte, så barnet fokuserer på andre angstskabende fænomener og vender tilbage til dem", siger John Halse.

Forældres angst smitter

Nogle børn er genetisk mere disponerede for angst end andre, men forældre kan under alle omstændigheder gøre en stor indsats. Mange forældre er ifølge John Halse så bekymrede, usikre og frygtsomme, at de kan spinde rigtig megen angst over på deres børn. Mange har fået ønskebørn eller projektbørn, og der skal herske pænhed og ordentlighed. Barnet skal være rent og pænt hele tiden. Fluer og snegle er ækle, hunde kan være farlige, jorden er snavset, og maden er fuld af tilsætningsstoffer, ligesom luften er forurenet. Der er nok at være bange for, hvis dagligdagen er præget af disse emner.

"Selvfølgelig skal barnet lære om sund kost, men det må ikke tage overhånd, så barnet bliver bange for, om det nu spiser den rigtige mad. En burger eller en sodavand i ny og næ skal der også være plads til. Børn af overbeskyttende og omklamrende forældre får ikke nemt ved at klare sig hverken i naturen, i trafikken eller i tilværelsen i det hele taget, og de har risiko for at udvikle sygelig angst. Børn kan ikke bruge forældrenes bekymring til en snus", siger John Halse.

Liselotte Grünbaum kalder det interaktiv angst eller samspilsangst, når den voksne er bange og smitter barnet. Både hun og John Halse råder bekymrede forældre til at få kontrol over deres egen angst. De skal efter bedste evne forsøge at rumme deres egen angst, så den ikke videregives til barnet. De skal aktivt hjælpe barnet med at overkomme sin angst. Vise ved deres eget eksempel, at maden kan spises, at man godt kan gå i vandet, træde på stregerne mellem fliserne, færdes i mørket og trafikken osv. Det gælder om at tage barnets angst op i samtale med det, opmuntre til at overvinde angsten og i ord og handling udtrykke, at der ikke er noget at være bange for. Hvis det lykkes, har man styrket barnets selvværd.

Den sygelige angst

Hvis det ikke lykkes, og panikken er overskyggende og hæmmer barnet i dets udfoldelse, skal der professionel behandling til. John Halse har gode erfaringer med adfærdsterapeutiske og kognitive metoder, dvs. at han sammen med barnet konfronterer det med det angstskabende og gennem sit eget eksempel og beroligende tale hjælper barnet ud over angsten.

Liselotte Grünbaum påpeger, at forældrene også skal involveres i behandlingen. Dels fordi angsten ofte har baggrund i relationen mellem barnet og forældrene, og dels fordi forældrene derhjemme skal kunne støtte og bygge videre på behandlingens resultater. Der kan være tale om, at barnet er kronisk nervøs, at det går i panik ved høje, uventede lyde, at det ikke vil give slip på moren, at det har ondt i maven, når det skal i skole, at det er bange for andre børn og ikke tør lege med dem, at det græder eller klynger sig til en forældre uden nogen synlig årsag. En ubevidst angst hos barnet kan give anledning til panikreaktioner eller tvangshandlinger, f.eks. at tøjet skal tages på i en bestemt rækkefølge. Nervøs angst er tegn på en indre ubalance, og det skal behandles, pointerer Liselotte Grünbaum, som har gode erfaringer med en kombination af psykoanalytisk orienteret terapi af barnet og støttende samtaler med forældrene. Uden behandling vil barnet ikke kunne udvikles, indlære eller indgå i sociale relationer. Behandlingen består i samtale eller legeterapi, hvor barnet bringes til at forstå sin egen angst.

John Halse understreger, at hvis der findes en bagatelagtig ting, som barnet er bange for, så skal man lade det ligge. Barnet vokser fra det. F.eks. er nogle børn bange for at træde på grus. Det kan man så undgå.

Et angstskabende samfund

På børns top-4 liste inden for angst indtager mørke førstepladsen. Derefter følger angst for voksne, som barnet ikke kender, frygt for krig og skræk for at forældrene skal gå fra hinanden. Det sidste er reelt nok, da 38 procent af børn og unge under 17 år oplever, at forældrene går fra hinanden. Men barnet bør ikke skræmmes, hvis far og mor ind imellem taler til hinanden med store bogstaver. Forældrene må lade barnet forstå, at det er helt almindeligt, når man er uenige om noget, hævder John Halse.

Hvad angår frygten for krig, skal man til små børn, der spørger, om der kan blive krig i Danmark, blot sige nej. Til lidt større børn kan man eventuelt forklare, at vi har indrettet os sådan i Danmark, at der ikke kan komme krig. Mere skal der ikke siges. John Halse mener, at alt for mange voksne roder sig ud i lange forklaringer, som afføder flere spørgsmål fra barnet og i værste fald skaber yderligere angst og uro.

Informationssamfundet er med til at give børnene bekymring. Sult, krig, sygdom og børnemishandling farer lige ind i stuen via TV. Her må den voksne træde ind mellem TV'et og barnet og forklare. Hos det lille barn, bør man skifte kanal.

"Et stigende antal børn lider af behandlingskrævende angst. Det skyldes dels, at vi er blevet bedre til at diagnosticere, men også at samfundet er angstprovokerende. Verdens elendighed serveres for os døgnet igennem, og barnet kan ikke kapere den store informationsmængde, som i sig selv er angstskabende. Vi har i Danmark slet ikke kapacitet nok til at diagnosticere alle", siger John Halse.

Liselotte Grünbaum ser børn, der har kalendere, som ligner de voksnes, hvor dagen er delt ind i mange gøremål. Hun oplever, at børn skal kunne overskue meget i vores tid.

"De får måske en overansvarlighed, som kan medføre både stress og angst. Vi ser jo lange ventetider hos psykologer og behandlere", siger hun.

Den gode nyhed er, at langt de fleste angstformer hos børn kan helbredes. Gennem samtale og med forældrene på banen hos behandleren. Gennem samtalen fokuserer behandleren enten på selve angstsymptomet (den kognitive tilgang) eller på de fantasier, der ligger neden under angstsymptomet (den psykoanalytiske tilgang).

Normalområdet:
- Udviklingsbetingede kriser. Barnet er bange for, om det kan klare sine nye færdigheder.
- Situationsbetinget angst. Belastende situationer som f.eks. første skoledag.
- Mareridt. Angst for at falde i søvn.
- Posttraumatisk angst. Angst som bliver hængende efter en voldsom hændelse, f.eks. dødsfald, overgreb eller ulykke.
- Interaktiv angst. Den voksne er overbekymret og smitter barnet.
- Separationsangst. Barnet er bange for at forlade moren eller faren.

Ved disse former for angst vil barnet almindeligvis søge forældrenes hjælp. Symptomer kan være ondt i maven, klyngen sig, faren rundt. Hvis barnet ikke søger forældrenes hjælp, eller hvis angstsymptomerne varer væsentligt mere end tre måneder, bør barnet i behandling.

Sygelig angst:
- Hvis barnet er kronisk nervøs.
- Hvis barnet går i panik over høje lyde.
- Hvis barnet går i panik og er utrøstelig ved adskillelse fra mor eller far.
- Hvis barnet får panikanfald, græder eller klynger sig uden forståelig årsag.
- Hvis barnet udfører tvangshandlinger, f.eks. følger et indviklet system for at klæde sig på eller gå ned ad en trappe og reagerer voldsomt, hvis systemet brydes.

Disse former for angst kræver en professionel vurdering ved børnepsykolog eller børnepsykiater samt efterfølgende behandlinger, oftest i form af psykoterapi kombineret med støttende samtaler med forældrene.